Niels laver kunst med sin motorsav - nogle gange går det op i hat og briller
Til det årlige arrangement 'Carving by the castle' bliver der blandt andet lavet diverse dyr i træ med motorsave.
Motorsavene brøler denne weekend om kap ved Ulstrup Slot. Men det er altså ikke slotsparken, der står for skud.
Næsten 20 savskulptører er mødt op til 'Carving by the castle' for at forvandle lige så mange massive stammer til skulpturer.
En af dem, der har gjort hobbyen til sin levevej, er Niels Ejnar Petersen - også kendt som Save Niels.
- Det er ikke anderledes end folk, der tegner, maler eller hækler. Og hvad driver folk til det? Det er vel sådan en trang til at skabe noget. Det her er lidt specielt, fordi det er store redskaber, det går stærkt, og der er en risiko for, at det går galt, fordi det går stærkt, siger han.
Derfor er det altså også med at holde tungen lige i munden.
- Motorsaven er vanvittig effektiv, så man kan lynhurtigt komme til at lave nogle fejl. Det er selvfølgelig også spændende, fordi man skal koncentrere sig, så man ikke får savet noget af, man skal bruge på et senere tidspunkt. Det kan jo ikke nytte noget, fortæller skulptøren.
Hans stamme afslørede i løbet af lørdagen en buk, mens andre arbejdede på blandt andet bjørne, ugler og en kanin.
Begyndte som Emil fra Lønneberg
For Niels Ejnar Petersen begyndte det i ægte Emil fra Lønneberg-stil med lidt snitteri, men med alderen har det grebet om sig, og kniven er skiftet ud med en motorsav. Fremgangsmåden er dog den samme.
- Det er ikke sådan, at jeg får ideer af at se stammen. Jeg har nogle med hjemmefra, og så ser jeg, hvad der kan realiseres i den stamme, jeg får, forklarer han.
- Der er hele tiden spændingen ved, om det bliver rigtigt, eller om det ender som fancy brænde.
Skulptøren tager det dog ikke så tungt, hvis stammen ikke kommer til at ligne det billede, han har i hovedet.
- Det er jo ikke guld og ædelsten, vi skærer i, så hvis det ender med at gå op i hat og briller, så har man stået og hygget sig i sin brændestak i to timer og har fået sig noget brænde. Og hvad så? Det var også brænde, inden du gik i gang, siger Niels Ejnar Petersen med et grin.
Mange stimlede sammen
Arrangementet blev første gang afholdt i 2017, og med en enkelt coronaaflysning er det i år femte gang foreningen Carving Favrskov afholder det.
- Vi samles her, fordi der ikke lige er en idrætsforening, der udbryder det at save skulpturer som sportsgren, så vi prøvede at samle dem med interessen, siger formanden Kirsten Lykke Nissen.
Faktisk begyndte det som et privat arrangement, men der var hurtigt en masse interesserede, der stimlede sammen ude ved vejen. Så foreningen valgte at tage næste skridt - og den idé var Ulstrup Slot, hvor det afholdes, med på.
Ifølge formanden kommer der cirka 1.000 gæster forbi i løbet af weekenden.
Savskulptørarrangementet kan opleves frem til søndag klokken 16.