Jyske Bank fyrer 150
Lukker afdelinger i Hinnerup og Virklund
Den Silkeborg-baserede Jyske Bank vil slanke sig med omkring 250 stillinger inden udgangen af 2012.
Heraf får 150 medarbejdere en fyreseddel og må forlade banken med øjeblikkelig virkning, oplyser banken.
- Det er en trist dag, men også en handlingens dag i Jyske Bank, siger ordførende direktør Anders Dam i en meddelelse.
- Det er trist, fordi vi har fundet det nødvendigt at tage afsked med ca. 150 loyale og dygtige medarbejdere, som uforskyldt bliver ramt af tilbageslaget i samfundsøkonomien og vanskeligere rammevilkår for sektoren, tilføjer han.
Lukker seks afdelinger
Jyske Bank lægger seks afdelinger i det midt- og nordjyske område sammen med andre nærtliggende afdelinger inden udgangen af 2011.
Afdelinger i Bindslev, Pandrup, Hinnerup, Sejs, Virklund og Holstebro Nyholm må lade livet og lægges sammen med andre afdelinger i de pågældende lokalområder.
- Vi handler nu, fordi vi ikke kan blive ved med at forsvare stigende omkostninger, når markedet fortsat skrumper og indtægterne flader ud, siger Anders Dam.
Naturlig afgang
Jyske Bank håber, at resten af nedskæringerne kan klares ved naturlig afgang.
Der er indført ansættelsesstop i koncernen, og i 2012 er der allerede nu kendte fratrædelser som følge af pensioneringer med videre på omkring 50 medarbejdere.
Ifølge banken er der ført forhandlinger med Finansforbundet om afskedigelserne og indgået aftale om afbødeforanstaltninger for de afskedigede medarbejdere.
Sammenlagt ventes afskedigelserne sammen med flere andre initiativer at reducere Jyske Banks omkostninger med 400 millioner kroner i 2013.
Det er i det hele taget hårde tider at være bankansat.
Også Nordea varslede for nylig fyringer i Danmark. Storbanken skal af med omkring 2000 stillinger i hele koncernen - heraf skal der siges farvel til 600 ansatte i Danmark.