Irenes familieferie ødelagt: - Havde jeg vidst det her, havde jeg aldrig booket
Irene Kristensens søn begyndte at græde, så snart de kom frem til feriecenteret. Og derfra blev det kun værre.
Irene Kristensen fra Hammel havde glædet sig meget til at tage på påskeferie med sin familie. Valget faldt på Danland Hejlsminde Feriecenter, der ligger ud til Lillebælt.
Det helt afgørende for Irene Kristensens var, at der var et badeland. For det var lige det, sønnen, niårige Benjamin, drømte om. Han havde allerede nået at blære sig lidt over for sine klassekammerater i skolen og fortalt, hvor sjovt det ville blive med feriecenter og badeland. Der var også indkøbt nye badesandaler netop til formålet.
Men da den lille østjyske familie nåede frem, blev de mødt af slidte, lukkede døre.
- Vi parkerer lige foran badelandet og kigger på hinanden og tænker: Det her sker bare ikke. Da vi går ud af bilen og kommer lidt nærmere, kan vi se, at badelandet er helt og aldeles lukket, og vores søn bryder ud i gråd, siger Irene Kristensen.
Hun skriver sig dermed ind i rækken af Dancenter-kunder, der har kritiseret virksomheden de seneste uger, ligesom der også er godt gang i kritikken i Facebook-gruppen 'Aldrig mere Dancenter'.
Familien gik ind i receptionen og blev her overrasket over, at der var lukket, selvom der ifølge Irene Kristensen var mange indtjekninger skærtorsdag klokken 15.
Nøglerne kunne de afhente i en boks, men familien ville gerne have talt med nogen om badelandet.
- Der var dårlig stemning, da vi kom op på værelset. Vi var godt sure over det hele. Og jeg tænkte også, om det mon var mig, der havde dummet mig og overset informationen om badelandet på forhånd, siger Irene Kristensen.
Hun forsøgte at ringe på flere forskellige telefonnumre, men gav op efter 30 minutters telefon kø.
I kælderen fandt de en maler, der gik og arbejdede, og som kunne fortælle, at badelandet skam var lukket flere måneder endnu, fordi skaderne fra stormfloden i efteråret endnu ikke er blevet udbedret.
- Jeg føler mig snydt, det må jeg sige. Jeg er faktisk rasende over de forhold, der mødte os. Jeg havde aldrig booket stedet, hvis jeg vidste, badelandet ikke var åbent. Og det blev jeg på intet tidspunkt informeret om på forhånd, siger Irene Kristensen.
Har du erfaringer med Dancenter eller Danland?
Så hører vi gerne fra dig her eller på tip@tv2oj.dk
Ifølge Irene Kristensens bookingbekræftelse, lejebevis og velkomstbreve, som TV2 Østjylland har set, er der ingen oplysninger om, at badelandet er ude af drift. Her står der, at badelandet er lukket i vinterhalvåret og åbner før påskeferien.
Irene Kristensen fortæller, at der dengang, hun bookede - og også under selve opholdet - heller ikke fremgik nogen oplysninger om det på hjemmesiden. Det gør der dog nu.
Bordtennis uden bat
Det var dog ikke kun badelandet, der var problemer med. Der var også et bordtennisbord, som manglede bat, og stedets minigolfbane var ifølge Irene Kristensen så fuld af sten og mudder, at der ikke kunne spilles minigolf her.
- Man prøver jo at få det bedste ud af det, når man er på ferie. Men det var ikke det her, vi havde forventet. Jeg kom også til at føle mig som en dårlig mor, fordi jeg havde lovet min søn alt muligt, som ikke kunne blive indfriet, siger hun.
Lørdag var der en medarbejder på arbejde i receptionen, der fortalte, at familien kunne tage til Slotsøbadet i Kolding 25 kilometer væk og efterfølgende kunne få refunderet billetterne til badelandet, så det gjorde de.
I har kun betalt 2000 kroner for tre nætter - må man så ikke forvente, at alt ikke er tip-top?
- Nej. Jeg er med på, at det er relativt billigt. Men hvis der står, at der er badeland, så skal der være badeland. Ellers havde jeg booket noget andet. Jeg er så gal over det her, at jeg aldrig kommer til at booke hos Dancenter igen, siger Irene Kristensen.
I et skriftligt svar til TV2 Østjylland skriver Dancenters presseafdeling:
- Efter at have undersøgt sagen har vi talt med Hejlsminde Badehotel, og de bekræfter, at oplysningerne om, at badelandet var lukket frem til 1. juli 2024, var tydeligt angivet på Danlands hjemmeside på det tidspunkt, hvor fru Kristensen bookede sit ophold den 10. marts 2024. Derudover var adgang til vandlandet ikke listet som et inkluderet gode.
Det stemmer dog ikke overens med Irene Kristensens oplevelse eller den bookingbekræftelse, som TV2 Østjylland har set.
Kritik fra flere fronter
Det er ikke kun Irene Kristensen, der har haft ærgerlige oplevelser med Dancenter. TV Syd kunne i marts fortælle om kunder, der i hårde vendinger kritiserede Dancenter, efter de overtog ferielejligheder med kontrakter med Dancenter.
Op til påske har Dancenter også fået kritik for dårlig kundeservice, fordi det er svært at komme i kontakt med feriehusudlejeren, ligesom flere bookinger blev aflyst med kort varsel. Det skriver mediet turisme24.
Det fulde svar fra Dancenter
Efter at have undersøgt sagen har vi talt med Hejlsminde Badehotel, og de bekræfter, at oplysningerne om, at badelandet var lukket frem til 1. juli 2024, var tydeligt angivet på Danlands hjemmeside på det tidspunkt, hvor fru Kristensen bookede sit ophold den 10. marts 2024. Derudover var adgang til vandlandet ikke listet som et inkluderet gode. Selvom vi beklager ulejligheden for fru Kristensen og hendes familie, ser oplysningerne om lukningen af vandlandet ud til at have været let tilgængelige på reservationstidspunktet.
Vi vil stadig bestræbe os på at løse de andre serviceproblemer, hun har gjort opmærksom på, såsom manglen på tilgængeligt personale på skærtorsdag og mangler ved faciliteterne. For at få løst sagen vil vi kontakte fru Kristensen direkte og finde en tilfredsstillende løsning.