Hel by står sammen om klovnebil og hospitalsklovnene
Gode lokale kræfter i Hammel deltager i roadtrip gennem Europa for at støtte de danske hospitalsklovne. Hele byen bakker op om projektet
Når først en driftig by med gode ildsjæle sætter sig noget for, så plejer det som regel at lykkes. Det er Hammel og byens engagement i at støtte de danske hospitalsklovne et stærkt bevis på.
Tre lokale kvinder har sat sig for at samle så mange penge som muligt ind til klovnene ved at deltage i et fem-dages roadtrip gennem Europa kaldet 'The Carbage Run', og de har hurtigt erfaret, at de ikke er alene om drømmen.
- Der er så mange i lokalsamfundet, der er klar på at få løftet det her op. Folk har virkelig lyst til at hjælpe, der er så god opbakning og masser af ideer. Nogle firmaer får lidt reklame, men gør det primært bare for at bakke op, siger en af initiativtagerne, Kathrine Thøgersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
For bare at nævne nogle få bidragsydere, så har en lokal mekaniker givet bilen, Shell i Hammel donerer benzin og skiltemaleren i Ans har på fineste vis dekoreret bilen.
Vil samle over 20.000 kr. ind
- Målet er at få samlet mellem 20-25.000 kr. ind til hospitalsklovene. Jeg er selv sygeplejerske og ser, hvor stor en forskel de gør. Mange har oplevet den glæde, de spreder, så vi blev hurtigt enige om, at de skulle have vores støtte, fortæller Kathrine Thøgersen.
En af dem, der har valgt at støtte projektet, er Claus Svendsen fra Car-Team i Hammel. Han har doneret den Opel Zafira, som skal tilbagelægge de mange kilometer gennem Europa.
I videoen her præsenterer Kathrine Thøgersen bilen, efter at den er blevet dekoreret.
- Jeg havde en bil, der opfyldte de krav, som der er, og så blev jeg overbevist af de gode folk bag projektet. Jeg kunne mærke, at de virkelig brænder for sagen uden at få ret meget ud af det selv, siger Claus Svendsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg kunne sagtens have puttet penge i landsindsamlinger, hvor man aldrig rigtig ved, hvad pengene går til. Her ved jeg det og er tryg ved, at Kathrine og de andre får samlet en masse ind til klovnene.
Har set hvor fantastiske klovnene er
At det samtidig er et Hammel-projekt gør kun Claus Svendsen endnu mere sikker i sin sag.
- At det er lokale piger, som man kender fra bybilledet, betyder da noget, forklarer han.
Læs også
En anden sponsor er Allan Dyrbye Kristensen, der driver Skiltemaleren i Ans. Han har helt personlige årsager til at støtte projektet.
- Min datter har et sjældent handicap, og vi har været meget indlagt i Viborg og på Rigshospitalet. Der har jeg set, hvor fantastiske klovnene har været for både hende og storesøsteren, siger Allan Dyrbye Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor har han da også løbende gennem de seneste 10-12 år bakket op om de danske hospitalsklovne, og da folkene fra Hammel søgte støtte, sprang han straks til.
Afskedsfest på den lokale tank
- Og det skulle ikke bare være et par klistermærker på bilen, det skulle gøres ordentligt, griner Allan Dyrbye Kristensen.
Selve løbet foregår i uge 31, hvor Kathrine Thøgersen og de to øvrige initiativtagere kører afsted fra Harzen mod målbyen i Andorra.
Undervejs skal de gennemføre en række opgaver, som giver dem point. Det team med flest point i Andorra vinder.
- Der er også præmie til den mest originale bil, og inden selve løbet har vi kæmpet ihærdigt for også at få samlet penge ind. Så vi tror på, at vi når målet om 20-25.000 kroner, siger Kathrine Thøgersen.
Lørdag den 28. juli er der afskedsfest på Shell i Hammel. Her er alle velkomne til at sende klovnebilen godt afsted mod Barcelona.