Hænger i én arm med 230 km/timen
Sidevogns-race har været død i nogle år, men nu begynder det at røre på sig igen
Sidevogns-race har været død i nogle år, men det begynder efterhånden at røre på sig igen. Og det er en sport, hvor man skal elske fart og ikke være bange for at hænge ud af vognen i én arm og med 230 kilometer i timen.
To, der har taget sporten til sig, er Thormod Rørmand og Ulrik Hasager fra Norring. Og de er godt klar over, at det er med livet som indsats.
- Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg engang bliver bange for fart, så vil jeg stoppe. Men det er ikke kommet endnu, siger Ulrik Hasager, der sidder i sidevognen.
Første sæson, de kørte, blev de nummer tre ved Nordisk Mesterskab. De er én ud af blot fem vogne i Danmark, men til gengæld har de den specielle sport i blodet, da begges fædre har kørt sidevogn.
- Jeg brænder rigtig meget for det her. Jeg drømmer om det hver nat, siger Thormod Rørmand.
Tidligere dyrkede Ulrik Hasager roadracing solo, hvor han satte danmarksrekord i styrt.
- Dengang var min styrtstatistik fem-seks gange om året, så jeg har været på taget nogle gange, siger Ulrik Hasager.
Med sidevognen har de endnu kun været en tur i sandet ved siden af banen.
- Man skal engang imellem køre en lille smule over evne for at lære noget nyt, siger Ulrik Hasager.
Se hele indslaget om sidevogns-race i videoen i ovenfor.