Først rev nogen hovederne af Katrines gæs - søndag forsvandt hendes køer
På bare et halvt år har ukendte gerningsmænd dræbt først Katrines gæs og nu stjålet hendes køer.
For anden gang på bare et halvt år har Katrine Nikander fra Futting ved Thorsø mødt et forfærdeligt syn, når hun eller kæresten har skullet fodre eller se til deres dyr.
Søndag morgen, da det var fodringstid, var der nemlig ingen køer i boksen, selvom de var der lørdag aften, da parret gik i seng.
- Jeg tror, nogen prøver at chikanere os. Det forsætter hver gang, vi sætter nye dyr ud. Det er synd, det går ud over dem, siger Katrine Nikander til TV2 ØSTJYLLAND.
I marts fandt Katrine Nikander sine gæs på marken uden hoveder, og ifølge politiet var der tale om en menneskelig handling.
Det samme er Katrine Nikanders konklusion om køerne.
- Vi gik om til hegnet og kunne se, at det ligger bøjet, og der er fodspor i volden. Strømboksen manglede, og de har klippet ledninger over, forklarer hun.
Kørte byen tynd
De bor på et hobbylandbrug med køer, høns og nye gæs, siden de andre blev dræbt.
- Vi tænkte først, at de var stukket af, og vi skyndte os at køre byen tynd.
Men det var altså uden held.
Køerne er tidligere stukket af af sig selv, og her er parret hurtigt blevet kontaktet af politiet om de løbske køer. Derfor undrede og bekymrede det dem, at de ikke hørte noget denne gang.
Parret har anmeldt hændelsen til politiet.
- Vi har haft nogen før, som vi har været uvenner med. Men jeg tænker, de er begyndt at gå for vidt nu, siger hun.
Det har søndag ikke været muligt for TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar fra Østjyllands Politi.
Kælekøer
Og for Katrine Nikander og hendes kæreste er det ikke bare to køer, der er blevet stjålet.
- Vi har gjort dem tamme, så det er vores kæledyr. Vi behandler dem, som man behandler en hest.
- Det er forfærdeligt. Vi frygter, at vi aldrig får dem at se igen, forklarer Katrine Nikander.
De to køer af racen dexter er efterlyst med deres øremærkning, og parret har blandt andet adviseret slagtere i området.