Cille i chok: Katten Milo blev skudt
Cille Bylund Jensen er både ked af det, vred og forarget. Tirsdag kom hun hjem til sin kat, der var i smerter efter at være blevet skudt.
Tirsdag morgen fik Cille Bylund Jensen et opkald, hun sent vil glemme.
Hendes kat, Milo, var blevet skudt med et luftgevær.
Det hele startede, da Cille Bylund Jensen og hendes forlovede mandag klokken 18 kom hjem til deres hus i Tinning ved Hinnerup.
Men hvor alt normalt ånder fred og idyl på landet, kunne parret pludselig høre en underlig lyd.
- Vi kan høre, at vores kat miaver på en mærkelig måde. Da vi tjekker til ham, kan vi se, at han overhovedet ikke støtter på sit forben, fortæller Cille Bylund Jensen.
Skudt af luftgevær
Hun kontakter straks dyrlægen, som tilser katten Milo tirsdag morgen.
Beskeden, der kommer tilbage, er ganske overraskende og ubehagelig for parret.
- Min forlovede ringer til mig og siger, at dyrlægen på billederne kan se, at der sidder et stykke hagl fra et luftgevær i hans ben, forklarer Cille Bylund Jensen og tilføjer:
- Jeg fik et chok.
Efter flere drøftelser om at operere katten, vælger parret at aflive den.
- Det var en svær beslutning. Vi var bange for, at nogen har set sig sure på ham, og vi vil ikke ud for det igen. Vi synes heller ikke, det er et katteliv, at han skal rende rundt med plader i benet og være bange for at gå ud igen, siger hun og tilføjer:
- Så vi måtte sige farvel til ham.
Et hårdt farvel
Cille Bylund Jensen har svært ved at glemme episoden.
- Jeg bliver rigtig, rigtig gal. Vi bor i en lille by, og jeg har lyst til at gå rundt og banke på alles dør og spørge, om det er dem, der har gjort det, siger hun.
Milo var kun 3 år gammel og havde et helt særligt bånd til Cille Bylund Jensen.
- Jeg fik ham, da jeg var længst nede med depression, så han betød meget for mig. Det var også vores første kæledyr, så det var meget hårdt at sige farvel.
Cille Bylund Jensen har ikke anmeldt episoden.
Alle over 18 år kan købe et luftgevær, og hun mener derfor ikke, at politiet har nogen chance for at finde ud af, hvem det er, der har gjort det. Hun har heller ikke selv nogen formodning.
- Det kan også være vi aldrig finder ud af det. Det er megaærgerligt, for det er dyrplageri, og det er også ulovligt, siger hun.
'Man kan ikke bare skyde ham'
Hun forstår ikke, at der ikke er tyet til andre metoder først, hvis katten har generet nogen.
- Nogen kan jo blive meget sure, hvis katte skider eller tisser på ens ejendom, men Milo var en meget sky kat, så hvis de bare havde råbt af ham, var han blevet meget bange og aldrig kommet tilbage, det er jeg sikker på, siger hun.
Men kan du forstå, hvis nogen synes, det er frustrerende at have fremmede katte løbende på ens grund, og at man derfor tyr til selvtægt?
- Der er jo en lov omkring alt det her, og vi er indforstået med, at når man får en kat, skal den blive på ens egen matrikel, men det er svært med en udekat, siger Cille Bylund Jensen og uddyber:
- Hvis man var træt af ham, kunne man bare komme og sige det. Vi har ansvaret for, hvis han ødelægger noget, og vi ville gerne betale for det, og hvis han ikke må være der, kunne vi finde en løsning. Men de skal give en advarsel først, man kan ikke bare skyde ham.
Kan det ikke være et uheld?
- Nej, det tror vi ikke. Hvem render rundt med et luftgevær og bare skyder? spørger Cille Bylund Jensen.
Stor lidelse og stress
Ifølge Dyrenes Beskyttelse har der siden oktober 2022 været 17 sager, hvor vagtcentralen 1812 er blevet kontaktet i forbindelse med katte, der er blevet skudt.
- Det er slet ikke i orden. Anskydning af katte, uanset motiv, er groft uforsvarligt og har karakter af mishandling, hvilket medfører stor lidelse og stress hos katten, som potentielt kan dø af sine kvæstelser, udtaler Yvonne Johansen, der er dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Folketinget vedtog i 2014 en ændring af mark- og vejfredsloven, der gør det ulovligt at skyde eller på andre måder dræbe katte.
Samme lov kræver dog også, at katteejere holder styr på deres katte.
- Katteejere bør i princippet hegne haven ind eller have en voliere til katten, da mark- og vejfredsloven kræver, at man skal holde sin kat på egen grund. Men derfor må man ikke skyde katte, som færdes på ens grund, siger Yvonne Johansen.