Bizart syn: Indtørret dyr fundet i vejkanten
Lokale mistænker, at nogen bevidst kan have smidt en afdød, indtørret hund i vejkanten.
Et chok har ramt landsbyen Vissing, efter at der fredag blev gjort et ækelt fund.
Det blev gjort af en af byens borgere, Malene Overbye, der var på vej hjem fra arbejde, da hun så noget i vejkanten uden for byen.
- I først omgang tænkte jeg, at det kunne være et dyr eller en træstub. Jeg var lidt forskrækket, men da jeg kom hjem og sagde det til min mand, valgte vi at tage ud og kigge igen, fortæller hun.
Og synet, der mødte dem, var alt andet end rart.
Et firbenet dyr med hale, et spidst hoved og med tænderne synlige. Malene Overbye og hendes mand var selv overbeviste om, at det var en hund.
- Det lignede en hund, der var blevet vanrøgtet. Og at nogen havde smidt den der, fordi de skulle af med den, siger hun.
Dyret var ikke så stort, fortæller hun. Men på grund af dens bens længde vil parret ikke skyde den til at være en hvalp.
Ifølge Malene Overbye er der ikke umiddelbart nogen naturlig grund til, at der skulle ligge et dødt dyr i vejkanten ved netop den mark.
Hun studsede også over, hvordan det så ud. Liget var indtørret - nærmest mumificeret - og lignede ikke, at det havde ligget ude i de seneste meget våde måneder.
- Man kunne også se noget halm, der lå sammen med den, som om den havde ligget i en lade eller noget, og så var den blevet dumpet der, siger hun.
Parret kontaktede Dyrenes Beskyttelse og derefter Falck, der kom og fjernede liget.
Ifølge Malene Overbye fik hun at vide, at de vil forsøge at scanne liget for en mulig chip, som mange hunde i Danmark har. Findes der en chip, vil man muligvis kunne finde frem til ejeren via Dansk Hunderegister.
Ved du noget?
Har du oplysninger om dyreliget uden for Vissing, og hvor det kommer fra? Så kontakt TV2 Østjyllands redaktion her.
I den lokale Facebook-gruppe delte hun sin forfærdelse over fundet. På det tidspunkt mente hun, at der måtte ligge en bevidst handling bag.
Reaktionerne fra andre lokale var fulde af harme, og ingen kunne forstå, hvorfor liget skulle ende lige der. Nogle mente, at det måtte være en hund af racen greyhound, mens en anden spekulerede i, om det kunne være en ung ulv.
Det sagde andre lokale til fundet
"Uanset hvilken hund det var, er det sygt at smide den i grøften"
"Det er da fuldstændig forrykt Kæft hvor trist!"
"Det er sku for sygt det der"
"Uha det er da forfærdelig - stakkels hund!"
Malene Overbye og hendes mand håber nu at høre mere fra Falck, når liget er blevet undersøgt nærmere.