97 mister jobbet i Hammel
Vestas fyrer 75 timelønnede og 22 funktionærer
Der skal fyres i alt 97 medarbejdere hos vindmøllekoncernen Vestas i Hammel.
Det drejer sig om 75 timelønnede og 22 funktioner, som i denne uge vil modtage en fyreseddel, oplyser fællestillidsmand Kim Hvid Thomsen til Midtjyllands Avis.
Nedskæringerne hos Vestas i Hammel er en del af en større sparerunde, hvor 624 i de danske Vestas-afdelinger mister deres levebrød. I sidste uge varslede koncernen, at der skulle nedlægges 650 arbejdspladser.
- Vi har forhandlet afskedigelserne med ledelsen i sidste uge, hvor vi fik bragt tallet lidt ned, siger Kim Hvid Thomsen.
Hvem der skal fyres, har Vestas-ledelsen endnu ikke meldt ud. Alle fyringer sker med virkning fra 1. oktober. Nogle vil blive fritstillet, mens andre skal arbejde i den opsigelsesperiode, som de har.