Vred borger vil aflive katte
Borger i Hammel er træt af vildfarne katte i sin have
Finn Christensen fra Jægervej i Hammel er mere end almindeligt træt af vildfarne katte, der af og til besøger hans have.
Derfor advarer han nu områdets katte-ejere om, at deres dyr i fremtiden vil blive indfanget og aflivet, hvis de træder ind på hans grund.
Ifølge stiften.dk har Finn Christensen indrykket en annonce i den lokale ugevis FavrskovAvisen. I annoncen skriver han:
- Advarsel! De katte der for fremtiden ses på vores grund vil blive indfanget og aflivet. Der observeres ofte en hvid/brun og hvid/sort kat.
Ifølge Finn Christensen besørger de to katte flittigt i hans have. Og det skal der sættes en stopper for.
- Når mine børnebørn er på besøg og leger i haven, kommer de ofte ind med kattelort på fingrene. Derudover æder kattene de fugle, der bor i de fuglekasser, vi har i haven. Nu er min tålmodighed opbrugt, siger han til stiften.dk.
Finn Christensen agter ikke selv at aflive kattene. Det vil han lade en dyrelæge ordne.