Virksomheder flytter væk fra nabofabrikkens metalstøv

I Hornslet forurener jernstøberiet Sabro A/S så meget, at nabovirksomhederne flytter væk fra området

01:58

Virksomheder flytter væk fra et industriområde i Hornslet. Sagen drejer sig om jernstøberiet Sabro A/S, der igennem en årrække har udledt metalstøv fra sin fabrik til gene for de andre virksomheder i området, som nu tager konsekvensen og flytter. Men sagen er så alvorlig at en lokal politiker vil have Miljøministeren ind i sagen.

Ulrik Møller har valgt at flytte sin værktøjsfabrik væk fra området. Og det er til stor frustration for byrådspolitiker Jan Fischer (S).

- Jeg er sammen med hele kommunen afhængig af erhverv i kommunen. Så er katastrofalt, at man får den udmelding, siger Jan Fischer, der er medlem af byrådet i Syddjurs Kommune.

Igennem otte år har ejeren af værktøjsfabrikken og andre virksomheder i området været generet af metalstøvet fra nabovirksomheden Sabro A/S. 

Læs også Metalstøv skader biler og lygtepæle: Naboer frygter for helbredet

- Det er vi meget lidt tilfredse med, i og med vi får vores skader, som selvfølgelig koster nogle penge. Men en anden ting, vi er bekymret for, det er selvfølgelig vores helbred, hvad betyder det her støv, når vi går og indånder det, siger Ulrik Møller.

Ulrik Møller synes ikke Miljøstyrelsen gør nok for at stoppe udledningen af metalstøv. Det er Jan Fischer helt enig med ham i.

- Det er simpelthen under al kritik, de har simpelthen bare talt efter munden og ikke gjort noget. Der er kommet det ene påbud efter det andet, og der er ikke sket noget. Og det er derfor, vi står her i dag, siger Jan Fischer.

TV2 ØSTJYLLAND har mandag talt med administrerende direktør i Sabro A/S, Michael Leth, og han fortæller, virksomheden har haft et eksternt firma til at undersøge, hvordan jernstøvet kan slippe ud fra fabrikken. Men han vil ikke kommentere på det endnu, før de kender det endelige resultat.

Vil gå til miljøministeren

Jan Fischer mener, at sagen har varet alt for længe, og han har nu bedt folketingspolitiker Leif Lahn (S) om at kontakte miljøminister Esben Lunde Larsen (V).

- Det er sådan set den øverste ansvarlige på området, det er jo miljøministeren. Og derfor er jeg nødt til at stille miljøministeren nogle spørgsmål om, kan det her have sin rigtighed? Kan det virkelig være rigtigt, at vi har en virksomhed, der sviner så meget, at andre virksomheder må stikke af, siger Leif Lahn.

- Vi skal alle sammen være her, og vi kan ikke leve med, at vores forretningsliv skal forsvinde fra Syddjurs, siger Jan Fischer. 

Læs også Kommune tvinger landmænd til at droppe sprøjtemidler

Miljøstyrelsen selv mener, at de gør, hvad de kan for at løse problemet.

Blandt andet har de bedt Sabro A/S om at lave den kildeopsporingsrapport, som Sabro A/S endnu ikke kender resultatet af - altså en rapport, der viser, hvordan metalstøvet slipper ud fra fabrikken. Men styrelsen kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor længe virksomhederne i området skal leve med metalstøvet.

- Det er meget svært at sige. Nu skal vi se resultatet af den kildeopsporingsrapport, som vi modtager her den syvende december fra virksomheden, siger Juliane Albjerg, kontorchef i Miljøstyrelsen.