Vil spare jordemoder væk

Region Midtjylland lægger nu op til at spare den ene jordemoder på Samsø væk. Det skaber utryghed på øen.

Genrefoto.

På Samsø fødes omkring 15-20 børn om året. Det er ikke mange, og det gør hver eneste fødsel til en dyr én af slagsen.

Øen har lige nu to jordemødre, men regionen vil nedlægge den ene. Og siden at en jordemoder ikke kan arbejde 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, vil det skabe problemer for de fødende.

- Der vil opstå situationer, hvor en fødende kvinde ingen jordemoder kan få, og det skaber stor utryghed, siger jordemoder Helle Bjerregaard til P4 Østjylland.

Helle Bjerregaard tilføjer, at kvinderne nok ikke kommer i fare, for der er altid en vagtlæge. Men der vil være flere tilfælde, hvor lægen tilkalder en helikopter for at få kvinden fløjet til Skejby i en fart.