Vestas vinder havmølle-ordre
Skal levere havvindmøller til Dong Energy
Vindmøllekoncernen Vestas med hovedsæde i Skejby skal levere havvindmøller til Dong Energys britiske havvindmøllepark. Det oplyser Dong Energy.
Leveringen er dog blandt andet betinget af, at parterne bliver enige om en endelig leveringsaftale. Samt at den kan opføres med et tilskud, der findes i Storbritannien.
Det er Vestas' V164-8,0 megawatt-vindmølle, som Dong vil placere i Burbo Bank Extension havvindmøllepark.
- Den 8 MW store vindmølle fra Vestas ser meget lovende ud. Jeg anser dette for at være et konkret skridt mod at reducere prisen på offshore vindenergi, siger Samuel Leupold, direktør i Dong Energy, i en pressemeddelelse.
Samuel Leupold blev sidste sommer ansat til at stå i spidsen for Dong Energys vindafdeling. Hans store opgave er at gøre vindmøller på havet konkurrencedygtige.
- Et konkurrencedygtigt marked for alle komponenter er afgørende for at nå dette mål. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med Vestas og de andre virksomheder af vores leverandørkæde for yderligere at reducere prisen på energi fra havmøller, siger han.
Allerede i december forrige år indgik Dong og Vestas en aftale om at samarbejde på en række testaktiviteter for prototypen af V164-8,0 MW-vindmøllen på Østerild Testcenter for at fremskynde udviklingen af vindmøllen.
Burbo Bank Extension ligger syv kilometer fra den britiske vestkyst ved siden af den nuværende Burbo Bank havvindmøllepark.
Under forudsætning af, at de formelle tilladelser og tidsplanen er på plads, kan havvindmølleparken potentielt bliver opført fra anden halvdel af 2016.