Velkommen til Library Hostel

Aftale er på plads omkring omdannelse af bibliotek

1 af 3

Rygterne om et helt ny område ved Mølleparken i Aarhus har svirret i en måneds tid, men i dag slår Aarhus Kommune det fast, som allerede har været fremme.

Det gamle hovedbibliotek skal i fremtiden huse et helt ny hostel, boliger og mulgivis også Naturhistorisk Museum. Dette vil først blive afklaret i løbet af et par måneder.

Læs også: Se: Bibliotek skal forvandles

Sikkert og vist er det dog, at et helt nyt hostel, med det passende navn Library Hostel, vil rykke ind og give plads til 100 værelser med i alt 450 sengepladser.

Kommunens ambition er, at det nye hostel skal være med til at sætte gang i bylivet omkring Mølleparken og samtidig også være attraktivt i forhold til at tiltrække udenlandske turister.

Med dets placering i bibliotekets nuværende hovedbygning, skal hostelet blive hjertet i området, som får navnet Vestpassagen, hvor der også skal bygges 65 boliger.

- Det nye hostel bliver det første af sin slags i Aarhus og er et rigtig godt supplement til byens eksisterende overnatningsmuligheder - og vil bidrage til at give kant og identitet til området med den ny-anlagte Mølleparken, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.

Det nye hostel bliver opført med inspiration fra hostels rundt omkring i Europa og USA.

Bag projektet står konsortiet Biblioteksparken A/S, som er ejet af NorCap Gruppen og Future Hostels, med finansiering fra PenSam og rådgivning fra KANT arkitekter, Alectia og landskabsarkitekterne Møller & Grønborg.

Ifølge Aarhus Kommune har byrådet godkendt salget af bygningerne i Mølleparken, som indbringer omkring 84 millioner kroner eksklusiv moms.

Hovedbiblioteket skal til næste år flytte ned i Dokk1 på havnen.