Samsø-politikere bakker op om hurtigfærge - men der er betingelser

Skal Samsø Kommune involvere sig økonomisk i en hurtigfærge til Aarhus? Det blev diskuteret på et vælgermøde i Tranebjerg

Hurtigfærgen M/F Issehoved sejlede sidste sommer mellem Aarhus og Samsø. Nu er den blevet solgt.

Et flertal af politikere i kommunalbestyrelsen på Samsø er enige om at undersøge muligheden for at oprette en hurtig færgerute imellem Sælvig og Aarhus.

Men derfra ophører enigheden.

Det blev klart, da Foreningen Samsø-Aarhus Forbindelsen søndag aften holdt møde i biografen i Tranebjerg. Der var cirka 70 deltagere, deriblandt spidskandidaterne for partierne i og udenfor kommunalbestyrelsen.

Læs også Forening: Drømmen om en færge mellem Aarhus og Samsø er ikke død

Mange samsinger troede, at alle planer om en direkte færgeforbindelse til Aarhus var skrinlagte, efter at folkene bag hurtigfærgen Issehoved måtte kaste håndklædet i ringen sidste år.

Men Foreningen Samsø-Aarhus Forbindelsen holder ihærdigt liv i drømmene om den hurtige rute til storbyen på fastlandet.

Skal, skal ikke

Nu er færgen blevet et vigtigt emne i valgkampen. Alle partierne, med undtagelse af DF, siger ja til at give kommunal støtte, men der er stor uenighed om betingelserne for at drage kommunen ind i endnu et færgeprojekt.

Alle spidskandidater for de politiske partier på Samsø var til stede i Samsø Bio.

Kommunalbestyrelsen har bevilliget penge til en markedsundersøgelse, og hvis den viser, at en en direkte rute til Aarhus kan løbe rundt med tilskud fra Samsø Kommune, Staten, evt. Odder Kommune (for at servicere Tunø) samt et bidrag fra Aarhus Kommune, er Socialdemokraterne, SF og Fælleslisten, med borgmester Marcel Meijer (S) i spidsen, villige til at satse, fordi de mener, at sådan en rute er nødvendig for af fremme bosætning på Samsø.

Venstres spidskandidat, Henrik Kjær, ser også positivt på planerne, men vil kun støtte, hvis det bliver et fælles projekt med Aarhus.

De konservatives spidskandidat, Per Urban Olsen, er heller ikke imod den nye rute, men trak reelt sin støtte, idet han betingede sig, at den eneste færge, han kan bakke op om, er en færge, der kan sejle på fossilfri brændstof, hvilket endnu ingen af de færger, der kan komme på tale til ruten, kan.

Læs også Samsø vil have en ny hurtigfærge: Håber på samarbejde med Aarhus

Allerede nu foreligger der konkrete beregninger på scenarier med forskellige færgetyper, som er i produktion, og som kan leveres på bestilling. Det er Samsø Kommunes færgekonsulent, Peter Schrøder, der har lavet beregningerne.

Genoplivede færgedebatten

Oprindelig blev drømmen om hurtigfærgen skudt i sænk, da Venstre og Konservative ikke ville støtte et forslag fra Socialdemokratiet om inden 1. februar i år at søge puljemidler fra staten til at fortsætte driften af M/F Issehoved.

02:13

VIDEO: Tina Kjær tog springet og flyttede med mand og børn til Samsø, da øen sidste år fik en hurtigfærge. Nu sejler færgen ikke længere, og det er en katastrofe for den lille familie. Tv-indslaget er fra maj 2017.

Luk video

Men det var ironisk nok et medlem for Venstre i Aarhus Byråd, Theresa Blegvad, der i februar indirekte fik hurtigfærgen tilbage på dagsordenen i Samsøs kommunalbestyrelse.

Hun er også fritidssamsing, og havde siddet i gruppe med Marcel Meijer på et seminar om bosætning på Samsø. Da hun hørte om, at kommunalbestyrelsen havde undladt at søge puljemidlerne fra staten, var hun uforstående.

Læs også En epoke er slut: Pendlerfærge til Samsø er blevet solgt

Det fik Venstre og Konservative til d. 28. marts, på et kommunalbestyrelsesmøde, at fremsætte forslag om “En direkte bæredygtig færgeforbindelse mellem Samsø og Aarhus”.