V indstiller ny kandidat
Indstiller Jakob Ellemann-Jensen til Folketinget
Venstres opstillingskreds Aarhus Syd indstiller nu Jakob Ellemann-Jensen, søn af Uffe Ellemann-Jensen, til at blive ny folketingskandidat. Opstillingsmødet vil foregå i kredsen mandag d. 7. april 2014.
- Vi har gennem længere tid været på udkig efter en kandidat, som kan løfte arven efter Lykke Friis. Vi har selvfølgelig ønsket en stærk kandidat med politisk tyngde, og derfor er jeg meget glad for, at Jakob Ellemann-Jensen har sagt ja til at stille op, siger kredsbestyrelsens formand, Ivan Dybvad, i en pressemeddelelse.
Kredsen har været ledig siden Lykke Friis i maj sidste år valgte at forlade Folketinget. Jakob Ellemann-Jensen har siddet i Folketinget siden september 2011, hvor han blev valgt i Odense Øst.
- Det er en enorm tillidserklæring for mig, at jeg er blevet opfordret til at stille op i Danmarks næststørste by Aarhus. Aarhus har alt hvad der skal til for at klare sig i den internationale konkurrence. Som erhvervscentrum med internationalt udsyn er de største konkurrenter ikke kun København, men i højere grad Hamborg, Göteborg, Helsinki, Stockholm og Oslo. Hvis Aarhus skal stå bedre i konkurrencen, skal byen kunne tiltrække og fastholde danske og udenlandske virksomheder - og ikke mindst de klogeste hoveder. Derfor skal skatten på arbejde ned og virksomhedernes konkurrenceevne skal forbedres ved at sænke skatter og afgifter - og ved at fjerne urimelige byrder på erhvervslivet, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Opstillingsmødet vil foregå i kredsen mandag d. 7. april 2014.