Ung mand fængslet for forsøg på røveri i bil

En somalisk mand blev ved Retten i Aarhus idømt et års fængsel og en betinget af udvisning af Danmark for et røveriforsøg i august

Ved Retten i Aarhus fik en somalisk mand i dag sin dom for et røveriforsøg i august.

I august forsøgte en 28-årig somalisk mand at begå røveri mod to mænd i en bil på Langenæs Allé i Aarhus. Røveriforsøget mislykkedes, men manden blev anholdt samme dag og er nu blevet dømt for forbrydelsen.

Han fik et års fængsel og en betinget udvisning af landet. 

- Manden forlangte at få mændenes penge, mens han trak en attrappistol og pegede på dem. Han endte dog selv med at blive kvæstet, da en af de to mænd tog fast i hans hånd og kørte bilen frem, så den 28-årige røg i asfalten, oplyser Østjyllands Politi.

Læs også Groft røveri - et år efter er gerningsmænd stadig på fri fod

Den 28-årige blev kort efter anholdt, og her kunne betjentene så konstatere, at der var tale om en mand, der i 2016 er dømt for røveri, hvilket gav ham en betinget udvisning. Anklageren i sagen argumenterede derfor for, at han nu skulle udvises.

En påstand retten ikke valgte at følge.

Modtog dommen

- Jeg havde nedlagt påstand om udvisning, da der er tale om en person, der er fortsat med at lave grov kriminalitet i prøvetiden for den betingede udvisning. Jeg vil nu nærlæse dommen og vurdere, om jeg skal indstille sagen til vurdering af anke hos Statsadvokaten, siger advokatchef hos Østjyllands Politi, Jakob Beyer.

Jeg er meget tilfreds med, at retten i denne sag sender et tydeligt signal, om at man ikke accepterer røveri i gentagelsestilfælde.

Jakob Beyer, Østjyllands Politi

Han var modsat godt tilfreds med dommen på et års fængsel.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten i denne sag sender et tydeligt signal, om at man ikke accepterer røveri i gentagelsestilfælde. Det kom til udtryk i strafudmålingen, hvor retten anså det for en skærpende omstændighed at domfældte tidligere var dømt for røveri, siger Jakob Beyer.

Læs også Beboer glemte bøffer på panden: Brandfolk sparkede døren ind

Den 28-årige mand modtog dommen.

De to mænd, som den 28-årige forsøgte at røve, er sigtede for vold, da de sparkede den 28-årige flere gange efter røveriforsøget. Det forhold kører dog som en selvstændig sag og vil først blive afgjort senere.