Udlændinge stukket med kniv
En gruppe danskere overfaldt i aftes to udlændinge på en busholdeplads i Silkeborg.
En gruppe unge danskere overfaldt ved 18-tiden i aftes to udlændinge, der stod på en busholdeplads på Arendalsvej i Silkeborg.
De fire danskere kom kørende i en rød Lada og råbte ifølge politiet 'perkersvin' til udlændingene. I første omgang kørte de fire unge mænd forbi de to udlændinge, men kort efter vendte de tilbage og steg ud af bilen.
De to grupper kom op at slås, og i forbindelse med slagsmålet blev de to udlændinge stukket med kniv og måtte køres på sygehuset. Ingen af dem kom dog alvorligt til skade, og de kunne derfor tage hjem efter at være blevet behandlet på skadestuen.
Politiet har anholdt fire unge danskere på henholdsvis 16, 21, 22 og 25 år. De tre er løsladt igen, mens den 21-årige muligvis bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.
Politiet efterlyser vidner til knivstikkeriet.