Tyve tog linje 18 fra indbrud: Den ene røg fire uger i fængsel

En vaks borger gav politiet et så godt signalement, at de kunne anholde tyvene, da de steg af bussen

En årvågen borger så tyve gå ind i et hus på Rosenvangs Allé i Højbjerg. Borgeren så også, at de to tyve steg ind i linje 18. Efter busturen kunne politiet anholde dem. Genrefoto. Foto: Midttrafik

En 28-årig mand fra Aarhus V fik onsdag morgen styr på ferieplanerne.

Han skal tilbringe de næste fire uger bag lås og slå.

Tirsdag formiddag kontaktede en vaks borger politiet, da han så den 28-årige og en anden mand gå ind i et hus på Rosenvangs Allé i Højbjerg. Uden poser.

Læs også Syn endte i slåskamp: Lejer tog halsgreb på udlejer

God beskrivelse

Da de to mænd kom ud af huset, havde de to poser med sig. Borgeren holdt øje med de to mænd, der hoppede på buslinje 18 i retning mod Fredensvang.

En patrulje kørte efter bussen og kunne anholde de to tyveknægte, da de steg af bussen på Park Allé.

- Det kunne kun lade sig gøre, fordi den vakse borger gav en god beskrivelse af de to, siger Janni Lundager, der er kommunikationskoordinator hos Østjyllands Politi.

Læs også GPS på trailer førte politiet lige direkte til tyv

Snuppet da de steg af bussen

Efter den korte tur med tyvekosterne, blev de to mænd anholdt og sigtet for indbrud.

Den 28-årig mand blev onsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Her erkendte han indbruddet og blev varetægtsfængslet i fire uger.

Læs også Unge mænd gjorde sig til tyve for slik og chokolade

Helt ustraffede ender som regel ikke med at blive fremstillet i grundlovsforhør og rykke direkte i fængsel for et almindeligt indbrud.

- Det afhænger af deres fortid. Det kræver, at de er kendt for noget lignende, siger Janni Lundager.

Den anden gerningsmand var en 25-årig mand. Han blev ikke fremstillet, men er fortsat sigtet i sagen.