Tørke i Østjylland: Her er det forbudt at brænde af i det fri

Nu er det er slut med hyggebål, og man skal være forsigtig med sin grill. Der er udstedt afbrændingsforbud i fire østjyske kommuner

Fire østjyske kommuner har forbudt de lokale beboere at lave bål. Foto: Colourbox

Vejret har været meget tørt og solrigt i næsten hele maj måned, og det tørre vejr ser ud til at fortsætte.

Det betyder, at planterne og græsset er knasttørt, og derfor er der nu udstedt et afbrændingsforbud i Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs kommuner. 

Det er Beredskab og Sikkerhed, der har udstedt afbrændingsforbuddet, der gælder fra og med i dag, lørdag. 

Læs også VIDEO: Så hurtigt kan din ukrudtsbrænder starte en brand

- Vi tør ikke længere fortsætte uden. Vi nødt til at stoppe med at bruge ild i det fri. Bare vi får et par regnbyger, og solen kommer igen bagefter, så er det tørt igen, siger Niels Henrik Nielsen, der er beredskabsinspektør i Beredskab og Sikkerhed.

Afbrændingsforbud

Afbrændingsforbuddet gælder afbrænding af:

• haveaffald
• halm, halmstakke og lign., der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer,
• affald fra skovbrug,
• siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede‐ og mosetørv samt
• bål, herunder bålfade.

Desuden gælder forbuddet brug af apparater og lign. i det fri, herunder
• grill*,
• ildsteder,
• apparater og lignende, der fungerer ved forbrænding, f.eks. svejse‐ eller skære‐aggregater,
blæselamper, lyskilder, terrassevarmere, ukrudtsbrændere, ildsteder, udtørringsapparater

* Brug af grill tillades på fast ubrændbart underlag.

Opmærksomheden henledes på forsigtig opførsel i forbindelse med rygning samt bortskaffelse af aske:
• Lad aske blive i den tillukkede grill
• Kast ikke cigaretskodder og afbrændte tændstikker bort ud over i dertil egnede beholdere.

Vær forsigtig med grill

Afbrændingsforbuddet betyder, at man ikke må brænde haveaffald eller tænde bål i naturen.

Man skal også være forsigtig, når der grilles eller bruges ildsteder. Grill er tilladt, hvis den bruges på et fast ubrændbart underlag, som eksempelvis fliser eller sten. Derudover skal man lade asken blive i grillen. 

Læs også Ukrudtsbrænder skyld i brand : - Huset er fuldstændig udbrændt

Redskaber og værktøj som ukrudtsbrændere og svejseapparater er også forbudt at anvende.

Hvis man er ryger, så skal man også være forsigtig, og man skal ikke kaste cigaretskodder fra sig.

Hvis man overtræder afbrændingsforbuddet kan man få en bøde for at være uforsigtig. 

- Vi nedlægger forbuddet med beredskabsloven i hånden. Det gør, at man kan få en bøde for ikke at tænke sig om og bruge åben ild. Det kan man altid få, men det er skærpet med afbrændingsforbuddet, siger Niels Henrik Nielsen. 

Læs også Maj er den mest solrige måned nogensinde

Venter på regn

Hvor længe forbuddet gælder afhænger af vejret i de kommende uger.

- Nu følger vi det løbende. På DMIs tørkeindeks kan man se, at hele Djursland er helt op på en nier på en skala fra et til ti, og der går 14 dage, før der kommer regn.

Beredskab og Sikkerhed skal nok sende besked ud, når afbrændingsforbuddet er afblæst igen.

Indtil da må vi østjyder danse regndans, hvis vi gerne vil tænde bål til Sankt Hans.

02:03

VIDEO: Landets tørreste by ligger vest for Aarhus. I Harlev har de ikke fået regn siden 3. maj - for nogle er det problematisk, for andre er det en dans på roser.

Luk video