Todd: Elfsborg er klare favoritter
Rnaders FCs cheftræner Colin Todd er godt klar over, at holdet i aften kommer på en svær opgave
I aften bliver det afgjort, om det er Randers FC eller svenske IF Elfsborg, der går videre i Europa League-kvalifikationen.
De to hold skal møde hinanden i returkampen i den anden kvalifikationsrunde. Første kamp endte 0-0 på hjemmebane i Randers, og nu er det så Borås Arena, der venter.
Læs også
Det er blandt andet det faktum, at randrusianerne står over for en udebanekamp, der gør, at cheftræner Colin Todd på forhånd giver Elfsborg favoritværdigheden:
- De holdt os fra at score i Randers, de er på hjemmebane og har samtidig en fordel ved at spille på kunstgræs, hvor de meget sjældent taber, siger han til klubbens hjemmeside.
Der var skuffelse hos Randers-mandskabet efter den første kamp mod Elfsborg i sidste uge, hvor holdet havde op til flere store chancer for at bringe sig foran.
Boldene blev dog ude af målet takket være den tidligere målmand i Randers FC, Kevin Stuhr Ellegaard, som nu er at finde hos Elfsborg-mandskabet.
At Randers FC viste vilje og godt spil i første kamp kan måske være en fordel, fortæller Colin Todd:
- Vi fik desværre ikke scoret det ene eller måske to mål, som vi havde fortjent i Randers efter alle vores chancer. Men jeg tror også at vi leverede så god en indsats, at de har stor respekt for os. De kan jo ikke bare komme brusende fremad fra kampens start, men må også have et øje for, at vi ikke får scoret.
Kampen mellem Randers FC og Elfsborg på Borås Arena bliver spillet i aften klokken 17.55.
Den samlede vinder af de to opgør går videre til tredje kvalifikationsrunde i Europa League, hvor enten Shamrock Rovers FC fra Irland eller Odds BK fra Norge venter.