Terma i europæisk samarbejde
Lystrup-virksomheden Terma indgår udviklingsaftale med Europas største virksomhed indenfor forsvarsindustri.
Nye muligheder åbner sig på det internationale marked for den århusianske fly- og forsvarsindustrielle virksomhed, Terma, som har indgået en udviklingsaftale med Europas største producent på området, EADS.
- Vi har fået en lodseddel til at spille med i turneringen sammen på et rigtigt godt hold, siger Termas direktør, Jens Maaløe, om aftalen EADS-datterselskabet EADS Defence & Security Systems.
Han kan ikke sætte tal på udsigterne for merbeskæftigelse eller -omsætning. Det afhænger af, hvordan udviklingsprojekterne forløber, siger Jens Maaløe til Ritzau.
EADS har interesse i Terma for at få bedre mulighed for at opfylde opgaver for det danske forsvar, oplyser Terma-direktøren. De to firmaer har før haft samarbejde om enkeltprojekter inden for kystovervågning og elektronisk selvbeskyttelsessystemer til krigsfly.
Nu udvides samarbejdet til også at omfatte blandt andet kommando- og kontrolsystemer, luftforsvar, og netværksbaserede kommunikationssystemer. /ritzau/