Svinefarm oven på drikkevand
Umiddelbart inden Århus Amt bliver nedlagt, har det givet tilladelse til stor svinefarm i område, hvor der pumpes drikkevand op.
Århus Amt er ved at lukke butikken, men forinden har det nået at godkende en landmands ønske om at udvide sin svinebestand fra 20 til 730 søer på en gård ved Lystrup. Det skriver metroXpress.
Beboerne uden for Lystrup frygter, at den nye store produktion af svin vil ramme drikkevandet for mange af byens borgere, da vandboringer i det område forsyner det meste af Århus Nord med rent drikkevand.
- Hver so føder 30-32 grise per år, og så er det bare at gange op. Med mere end 20.000 svin vil gylleproduktionen logisk blive større, siger Arne Eike, en af de lokale beboere, til metroXpress.
Han er bange for, at den megen gylle vil give nitrat i de vandboringer, der forsyner Vejlby, Risskov og Skejby med drikkevand.
Landmand Peder Rasmussen forklarer, at amtet har screenet området, inden han fik tilladelsen til den nye svinefarm.
- Amtet har godkendt det areal, som jeg ejer, forpagter og lejer til husdyrgødning, og der er blandt andet blevet pillet 4,5 hektar jord fra af hensyn til drikkevandet, så der er netop tænkt på drikkevandet, siger han til avisen