Supersygehus skal spare igen: Det kan ikke blive ved

- Det er lidt af en mavepuster. Efter sidste sparerunde havde vi håbet på, at det var slut, siger tillidsrepræsentant

01:48

Supersygehuset i Skejby skal spare 220 mio. kroner over tre år. Fællestillidsrepræsentant er meget bekymret for konsekvenserne.

Et nyt stort sparekarv, skaber utryghed blandt ansatte og brugere på Aarhus Universitetshospital (AUH).

- Det er gået ned ad bakke de seneste 30 år. Det er på tide, at vi prøver at finde en anden retning. Det går udover patienterne i sidste ende, siger Marian Olesen, der er besøgende fra Kolding.

På Akutafdelingen på det gamle Kommunehospital vækker det også bekymring, at der skal findes 220 mio. kroner de næste tre år. Her man ikke flyttet over til det nye sygehus i Skejby endnu.

Læs også Flytning af sygehus fører til massiv sparerunde

- Det er lidt af en mavepuster. Efter sidste sparerunde havde vi håbet på, at det var slut, siger Vibeke Bak, der er tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på AUH.

Medarbejderne har svært ved at få øje på, hvordan de skal være mere effektive til færre penge.

Vibeke Bak er bange for at det kommer til at gå ud over patienterne. Sparekravene vil både ramme driften af det eksisterende Universitetshospital og det kommende supersygehus i Skejby, der skal stå færdigt i 2019.

Undgå grønthøster

Kravet om besparelser skyldes flere forhold, der alle hænger sammen med flytning til de nye bygninger til skejby.

I en periode har sygehuset haft dobbelt husleje, nye elekstroniske systemer er blevet dyrere end forventet og endelig har der været flere udgifter til teknisk vedligeholdelse og driften af nye it-systemer.

Læs også 9479 hjerner må ikke flytte med til Skejby

- Så vidt muligt vil vi undgå at bruge en grønthøster. Altså bare lægge en bestemt besparelse ud til hver eneste afdeling. Derudover vil vores højt specialiserede funktioner og vores akutfunktioner ikke blive truet, siger Inge Pia Christensen, der er sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

Hospitalsledelsen planlægger at finde de mange penge ved effektiviseringer i den daglige drift. Teoretisk kan det betyde fyring af personale og konsekvenser for patientbehandlingen.

Kan ikke blive ved

Derfor er flere tillidsmand i alarmberedskab overfor det nye sparekrav.

- Det kan ikke blive ved. På et eller andet tidspunkt må det få en ende, men det har vi jo tænkt flere gange. Vi sidder med en afmagt og ved efterhånden ikke, hvad vi skal synes om det. Vi er faktisk dybt bekymrede for arbejdsmiljøet. Det er presset i forvejen, siger Bitten Kaanbjerg Kristensen, der er fællestillidsrepræsentant og bioanalytiker på AUH.

Byggeriet af det nye supersygehus i Skejby har mødt flere forhindringer, der har haft store økonomiske konsevenser. Blandt andet revnede gulvet. Det kostede 10 mio. kroner ekstra.

Byggeriet af det nye supersygehus i Skejby er ikke foregået uden forhindringer undervejs.

I oktober 2009 blev det første spadestik til det nye supersygehus taget. Men efter kort tid blev budgettet skåret. 9 mia. kroner blev beskåret med næsten en tredjedel. Byggeriet oplevede også kritiske faser, da gulvet begyndte at krakelere. Det kostede 10 mio. kroner. Det endelige budget på byggeriet blev på 6,4 mia. kroner.

Dyrere end beregnet

I begyndelsen af februar 2017 rykkede de første patienter ind på hospitalet. Den 27. februar blev det nye sygehus officielt indviet. Nu viser det sig så, at driften af sygehuset bliver dyrere end beregnet. I løbet af de næste tre år skal der findes 220 mio. kroner.

I februar klippede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) snoren over til det nye supersygehus i Skejby. Men byggeriet har ikke været uden økonomiske udfordringer undervejs.

Regionsformand Bent Hansen mener dog ikke, at de mange besparelser er et udtryk for, at det offentlige er dårlige til at overholde budgetter.

- I onsdags aflagde vi regnskab for 2016. Det rammer lige nøjagtig, hvor det skal, så vi har styr på budgetterne. Her er kommet nogle uforudsete ting ind, som ingen havde regnet med eller hørt om. Det er så den udfordring, vi skal have løst, siger Bent Hansen (S), der er regionsformand i Region Midtjylland.

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om de nye besparelser på 220 mio. kroner, som skal findes.