Stort sparekatalog skaber frygt: - Det er vores hjem

Randers Kommune står foran store besparelser, og alene i 2020 skal der findes 41 millioner kroner.

02:21

På Dronningborg Plejecenter i Randers frygter beboerne, at kommunen som en del af en stor sparerunde lukker deres plejecenter.

- Det rører mig dybt. Jeg tror ikke, at man kan få noget bedre andre steder.

Ordene kommer fra Inger Strangholt. Hun er beboer på Dronningborg Plejecenter i Randers, som lige nu er i farezonen og risikerer at blive lukket som en del af en større sparerunde.

Inger Strangholt frygter, at Dronningborg Plejecenter lukkes som en del af besparelserne, og hvad der så skal ske med hende og de andre beboere.

Skal spare 305 millioner på fire år

I Randers Kommune kan borgerne de kommende år se frem til store besparelser. Over en fireårig periode skal kommunen spare 305 millioner kroner, og allerede i 2020 skal der findes 41 millioner.

Læs også Million-besparelser i Randers: Halvdelen kan ramme de ældre

Besparelser, der skal forhandles på plads i byrådet i denne uge. Og som foreløbigt ser ud til at ramme de ældre hårdest.  

Ifølge politikernes såkaldte sparekatalog skal de første 21 millioner tages fra Omsorgsområdet.

Sådan ser overslaget i sparekataloget ud.

Skoleområdet mister 14 millioner kroner, Socialområdet skal spare 3 millioner og hos Sundhed & Kultur skal der findes 2 millioner. Af sparekataloget fremgår det også, at det eneste område, der får tilført penge i Randers Kommune næste år, er Børne- og Familieområdet, der får et tilskud på godt 4 millioner kroner.

'Det er vores hjem'

Og de varslede besparelser har allerede skabt røre flere steder i Randers. Blandt andet på Dronningborg Plejecenter, der kun med nød og næppe overlevede den seneste sparerunde.

- Det er vores hjem, og her bor jeg, siger Britha Nielsen, beboer på Dronningborg Plejecenter.

Dronningborg

Dronningborg Plejecenter har 21 plejeboliger og18 handicapboliger.

Men måske mister Britha Nielsen sit hjem.

Randers Kommune vil lukke to af fem små plejehjem. Og her er Dronningborg Plejecenter altså igen havnet i farezonen.

'Bevar vores hjem' står der på et banner foran Dronningborg Plejecenter.

Ved kommunens seneste sparerunde i 2018 overlevede plejehjemmet til allersidst, men nu begynder kampen for overlevelse altså forfra

- Det fylder da utrolig meget herude. Nogle sidder og græder, siger Britha Nielsen.

Læs også Breddeidræt reddet i økonomisk strid om multihal: - Jeg er super glad

Specialskoler rammes

Men Randers Kommune skal spare igen. Denne gang omkring 300 millioner kroner frem til 2023, og de svageste borgere må bære den tungeste byrde.

- Jeg blev virkelig fysisk dårlig i går aftes, da jeg læste, at Randers Kommune vil spare 38 millioner kroner på de eneste to specialskoler, vi har i kommunen, siger Mette Kirch Jørgensen fra Asferg.

Mette Kirch Jørgensen frygter, hvad besparelser på specialskoleområdet kan få af konsekvenser for børnene.

Hun er mor til Daniel, der har diagnosen autisme og ADD og tidligere har haft det svært i skolen.

- Der blev stillet for store krav til ham, og så udviklede han det, der hedder skolevægring, og så havde vi ham hjemme i cirka fire måneder, siger Mette Kirch Jørgensen.

Læs også I kamp mod oversvømmelser: Nu etableres de første klimagader

'Sidste stop'

For to år siden begyndte Daniel på Firkløverskolen, hvor han fik den ro og hjælp, han havde brug for.

Drengen fik det bedre, men da kommunen ved den seneste sparerunde skar ned på personalet, gik det ned ad bakke igen. Og derfor forstår Mette Kirch Jørgensen heller ikke, at kommunen nu vil spare endnu mere på specialskolerne.

Læs også Plejecenter er igen lukningstruet: - Vores hverdag vil vælte omkuld

- Det er børn, de ikke har kunnet klare andre steder. Det her er sidste stop, siger hun.

TV2 ØSTJYLLAND har mandag forsøgt at få et interview med Torben Hansen (S), borgmester i Randers Kommune, men han har ikke haft mulighed for at stille op til interview.