Stor turnering i Aarhus: Skal finde den første mester i Counter-Strike
Med en række arrangementer i flere byer arrangeres der nu et officielt DM i computerspillet Counter-Strike
Det første officielle danmarksmesterskab i computerspillet Counter-Strike bliver nu en realitet.
Over en række offentligt tilgængelige turneringer i Aarhus og Odense kan deltagerne kvalificere sig til finalen i Øksnehallen i København, hvor vinderen får 150.000 kroner.
Kvalifikationsturneringen i Aarhus holdes lørdag 11. marts i Bruun's Galleri.
Turneringen i Odense finder sted præcis én måned tidligere, nemlig lørdag 11. februar i DOK 5000.
Læs også
Det oplyser organisationen esport.dk, der er medarrangør af eventen.
I weekenden vandt det danske Counter-Strike-hold Astralis en kæmpe turnering i USA med en præmiesum på 3,5 millioner kroner.
Og interessen for Counter-Strike og e-sport i det hele taget er så stor, at det første officielle danmarksmesterskab i netop Counter-Strike altså nu bliver arrangeret.
Under kvalifikationsturneringen i Aarhus kan man som borger kan komme ind og overvære dysten i det populære skyde- og strategispil.
Det forklarer direktøren for organisationen esport.dk, der er medarrangør af DM.
- Udviklingen på den danske e-sport-scene eksploderer. Vi glæder os til at komme til Aarhus og Odense og vise e-sporten frem for borgerne, hvor der også bliver mulighed for at prøve e-sport-spil og stille spørgsmål, uanset om man er forælder, forening eller virksomhed, skriver Zahid Butt, direktør hos esport.dk og Copenhagen Games, i en pressemeddelelse.
Læs også
Der bliver plads til seks hold i finalen, der holdes 12. april i København. Her skal deltagerne dyste om titlen og 150.000 kroner.
Hos specialforbundet Esport Danmark er man begejstret for, at der nu kommer et DM.
- I Esport Danmark mener vi, det er vigtigt at støtte initiativer, der har til formål at styrke fællesskabet og udbredelsen af e-sport. Esport.dk har gang på gang vist, at de formår at skabe gode oplevelser for spillerne, og det vil vi som det danske e-sport-forbund selvfølgelig gerne bakke op om, siger formand Thomas Koed.
Derudover er der onlinekvalifikation, som interesserede kan følge hjemme fra stuen, hvor ekspertkommentatorer vil guide seere igennem slagets gang.