Største kontrolaktion mod kritiserede havbrug nogensinde

Efter hård kritik for miljøforurening og politianmeldelser skal dansk havbrug nu gennem grundig kulegravning. Eksempelvis efterforskes det store Hjarnø Havbrug A/S ved Horsens af politiet.

Hjarnø Havbrug A/S holder til i Horsens Fjord og er blevet meldt til politiet for ikke at overholde gældende miljøregler. Foto: Esben Kock Jensen, TV SYD

Miljø- og Fødevareministeriet har sat gang i den hidtil mest omfattende kontrol af de danske havbrugs foderforbrug, produktion af fisk og medicinforbrug.

Læs også Modstander jubler over manglende støtte til havbrug

Kontrolaktionen kommer efter en række afsløringer af ulovligheder og er en del af miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens (V) varslede kulegravning af hele branchen. 

Hjarnø Havbrug efterforskes

Eksempelvis efterforskes det store Hjarnø Havbrug A/S ved Horsens af Sydøstjyllands Politi for at overtræde miljølovgivningen og udlede kvælstof og fosfor.

- Sagen om Hjarnø Havbrug, der i årevis har produceret fire gange mere end tilladt, understreger i høj grad problemerne med at basere kontrollen med havbrug på havbrugenes egenkontrol, siger formand for Danmarks Sportsfiskerforbund Verner W. Hansen.

Læs også Socialdemokratiet skifter kurs og opsiger aftale om havbrug

Sportsfiskerforbundet har spillet en central rolle i afsløringen af ulovligheder. Her har man været bekymret for, om ministeriets kulegravning blev grundig nok.

- Men vi er positivt overraskede over både omfang og grundighed. Det tyder på, at vi får den mest grundige kontrol af danske havbrug nogensinde, siger Verner W. Hansen.

Hjarnø havbrug ligger ved Horsens Fjord nær den lille færgeby Snaptun. Foto: Google Maps

Kigger år bagud

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tager kontrollen afsæt i havbrugenes årsindberetninger for 2018.

Den skal afdække, om havbrugene har overholdt vilkårene i deres tilladelser og godkendelser. Men kontrollen vil også omfatte en vurdering baglæns af indberetningerne for 2016 og 2017 og eventuel stikprøvekontrol.

Afrapporteringen skal afleveres til Miljø- og Fødevareministeriet senest 10. maj.

Samtidig skal kontrolaktionen give et overblik over, om myndighederne har de rette redskaber til at gennemføre en fyldestgørende kontrol af havbrugenes overholdelse af deres tilladelser.

Læs også Flere bakker op om kampen mod havbrug: - Det er nu, vi skal vågne op

- I dag er der så mange myndigheder involveret lige fra kommuner til Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen, at overblikket er væk, siger Verner W. Hansen.

- Ikke engang et fælles it-register over forbrug og produktion findes der. Nu håber vi på et bedre samlet kontrolsystem fremadrettet.

02:35

VIDEO: Socialdemokratiet trækker sin støtte til aftale, der skulle sikre flere store havbrug. Og det til stor glæde for Nina Bjarup Vetter, formand for Blak. Videoen er fra den 5. marts. 

Luk video