Stjal glattejern
To unge århusianske mænd blev natten til torsdag anholdt for at bryde ind i en frisørsalon og stjæle glattejern og hårplejeprodukter.
Det kan være, at de havde en dårlig hårdag og tomme tegnebøger.
I hvert fald besluttede to århusianske mænd på henholdsvis 20 og 21 år ifølge politiet at bryde ind i frisørsalonen Coka Coiffure på Tordenskjoldsgade på Trøjborg i Århus omkring klokken tre natten til torsdag.
Her forsynede de sig med cirka 15 glattejern og en række hårplejeprodukter. Et vidne så dog mændene køre fra gerningsstedet og alarmerede politiet, som tre kvarter senere kunne anholde de to mænd i deres bil på Herredsvej i Århus.
På det tidspunkt var det dog lykkede for de to at komme af med tyvekosterne. Men dem regner Østjyllands Politi med at finde i løbet af torsdagen.