Stiften-journalist nomineret til fagets fineste pris

Morten Svith fra Århus Stiftstidende er indstillet til Cavling-prisen

Journalist Morten Svith fra Århus Stiftstidende er en af fire finalister til Cavlingprisen, der bliver uddelt 5. januar. Foto: Jens Thaysen - Århus Stiftstidende

Fire journalistiske projekter kan vinde Cavling-prisen, som er den mest prestigefyldte pris for journalister. Et af dem er fra Aarhus.

Det er Morten Svith fra Århus Stiftstidende, der er nomineret for artikelserien om "Skandalechefen". Her afslørede journalisten problematiske forhold i Natur- og Vejservice og senere Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.

Nomineringen betyder rigtig meget for Århus Stiftstidende, og den er et bevis på, at den linje, vi har lagt, har været den rigtige.

Jan Schouby, chefredaktør

I sidste ende betød afsløringerne, at chefen Claus Pedersen og direktøren Erik Jespersen blev fyret.

Sagen har efterfølgende fået Aarhus Kommune til at indrømme, at man af flere omgange modarbejdede Morten Svith i arbejdet med at grave i de problematiske forhold. Derfor har man i kommunen nu ændret i tilgangen til journalister.

Læs også Fem ledere får påtale i sag om skandaleramt eks-chef

- Nomineringen betyder rigtig meget for Århus Stiftstidende, og den er et bevis på, at den linje, vi har lagt, har været den rigtige. Vi har lavet de rigtige historier, og mange af artiklerne i serien har skabt masser af debat, siger chefredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby til TV2 ØSTJYLLAND.

Chefredaktøren har masser af roser til overs for Morten Sviths journalistiske arbejde.

Har været en holdindsats

- Han har udført et fremragende stykke arbejde og har knoklet med sagen i lang tid. Selvom kommunen lagde forhindringer ud og gjorde, hvad den kunne for at forhindre ham i at lave afsløringerne, så lykkedes det. Det viser, hvor dygtig en journalist han er, siger Jan Schouby.

Morten har jo fået lang tid til arbejdet, og det har betydet, at kollegerne har måtte rende hurtigere. Det har været en holdindsats.

Jan Schouby, chefredaktør

Samtidig påpeger chefredaktøren dog også, at alle medarbejdere på den aarhusianske avis har andel i nomineringen.

- Morten har jo fået lang tid til arbejdet, og det har betydet, at kollegerne har måttet rende hurtigere. Det har været en holdindsats, siger han.

Nu håber både han og formentlig også resten af Århus Stiftstidende så på, at Morten Svith ender med at vinde Cavling-prisen.  

Læs også Byråd har fundet ny midlertidig direktør for Teknik og Miljø

De resterende tre nominerede til prisen er Sebastian Abrahamsen og Matthias Koch Stræde fra dagbladet Information for serien "Forført", Camilla Stockmann og Janus Køster Rasmussen for bogen "Bullshit" samt ni journalister fra DR for at afdække "Meningitis-sagen".

Cavling-prisen

52 projekter var indstillet til Cavling-prisen. Vinderen findes af Cavling-komitéen, som også har fundet de fire nominerede.

Komitéen består af formanden Kaare Sørensen, TV2, Lars Rugaard, freelance, Søren Flytkjær, DR og Janni Gjersen Hansen, freelance.

Cavling-prisen uddeles en gang årligt i januar. Den går til "en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år", som det hedder i fundatsens paragraf 5.

Prisen består af 20.000 kroner og en statuette udført af Jørgen Rode. Statuetten forestiller Politikens legendariske chefredaktør Henrik Cavling, som var en foregangsmand inden for dansk journalistik.

Cavling-prisen blev indstiftet 18. december 1944 i det sidste halvår af den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.

Kilde: Ritzau