Stadig ingen spor efter forsvundne Torben – fortsætter eftersøgning
Sydøstjyllands Politi leder, når det bliver lyst onsdag, videre efter Torben Helleskov Morgenstern, der ikke er set siden søndag.
Frem til midnat ledte hundepatruljer efter den forsvundne 52-årige Torben Helleskov Morgenstern, der ikke har givet lyd fra sig siden søndag.
Her forlod han sin bopæl i nedtrykt tilstand, og eftersøgningen af ham kredser sig om et område sydøst for Silkeborg ved Slåensø og Himmelbjerget.
Læs også
- Vi har ingen nye spor at gå efter, men fortsætter eftersøgningen i dag. Ud fra hvad vi har fået at vide fra familien, arbejder vi med en teori om, at han kunne være på Silkeborg-egnen, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Allan Dalager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Torben Helleskov Morgenstern kommer fra Vonge ved Vejle, men ifølge politiet har han en særlig tilknytning til området sydøst for Silkeborg.
Frygter det værste
Her ledte man indtil sent tirsdag aften, og her fortsætter eftersøgningen onsdag.
- Man frygter jo altid, at der er sket noget, når en mand forlader sit hjem og ikke giver lyd fra sig på den her måde, siger Allan Dalager.
52-årige Torben Helleskov Morgenstern beskrives som værende 175 til 185 centimeter høj og kraftig af bygning. Han har kort, mellemblondt hår, og han er formentligt iført sort tøj og en sort hue.
Han er kørende i en sølvgrå VW Golf med registreringsnummer DW 57 878.
Ved du noget?
Sydøstjyllands Politi håber fortsat på hjælp fra offentligheden, og særligt borgere i Silkeborg- og Skanderborg-området opfordres til at være ekstra opmærksomme.
Læs også
- Folk må meget gerne kigge efter bilen. Måske holder den på en parkeringsplads eller i vejkanten et sted. Vi er meget interesseret i oplysninger, da vi søger i et stort område, sagde vagtchef hos politiet, Jørn Lindhardt, tirsdag aften.
Har du oplysninger i sagen, hører Sydøstjyllands Politi meget gerne fra dig på tlf. 114.