Sparekasse op i Superligaen
Fremgang for Sparekassen Kronjylland
Sparekassen Kronjylland med hovedsæde i Randers er kommet ud af 2012 med et overskud på 152 mio. kr. før skat.
Både rente- og gebyrindtægterne er steget i forhold til året før og bidrager dermed til det positive resultat.
En væsentlig del af indtjeningsstigningen kommer fra opkøbet af Sparekassen Østjylland tilbage maj sidste år.
- Allerede i dette regnskab kan vi se, at købet bidrager positivt til vores forretning, og det er naturligvis noget, vi skal bygge videre på, siger administrerende direktør Klaus Skjødt i en pressemeddelelse.
Op i Superligaen
Ifølge Klaus Skjødt har opkøbet af Sparekassen Østjylland betydet, at Sparekasssen Kronjylland nu er blandt de største danske pengeinstitutter.
- Man kan sige, at vi rykkede fra 1. division op i Superligaen. Opmærksomheden omkring Sparekassen Kronjylland var pludselig meget større end hidtil, og jeg møder generelt en stor respekt i forhold til vores måde at drive pengeinstitut.