Smukfest afspærrer igen
Endnu gang valgte Smukfest at spærre af foran Rytmescenen
Fredag eftermiddag, da Gnags gik på Rytmescenen, var så mange interesserede i at høre det aarhusianske band, at festivalen valgte at lukke af for flere publikummer.
En menneskelig barriere af frivillige i gule og orange veste havde taget opstilling et godt stykke fra scenen.
Det sker efter, at festivalen torsdag aften måtte afbryde Kim Larsens koncert, fordi der var for mange mennesker foran Rytmescenen.
Se: Kim Larsen koncert afbrudt
- Vi oplevede, at pladsen blev pakket hurtigt. Så vi traf en beslutning om at lukke pladsen af hurtigere, end vi gjorde i går, siger sikkerhedsansvarlig på Smukfest, Kasper Sønderdahl.
Han fortæller, at problemet opstår, fordi for mange bevæger sig i retning af Rytmescenen direkte fra Bøgescenen:
Se også: Festival vil kigge på sikkerheden
- Det betyder, at pladsen pakkes bagfra, mens der ellers stadig er god plads ovre mod Søbadet. Så til næste år kunne vi godt tænke os, at der er en ekstra adgangsvej.
Han understreger dog, at forholdene er i orden til Gnags-koncerten:
- Alt ser fredeligt ud og er under kontrol. Det er en kortvarig måde at håndtere det på på denne her måde, når der er stor søgning til bands.
Smukfests formand, Claus Visbye, fortæller, at området ved Rytmescenen har plads til mellem 15-20.000 mennesker.
- Det er sket i dag som en præventiv foranstaltning. Derfor leder vi dem, der er kommet i sidste øjeblik, udenom koncerten, siger Claus Visbye til tv2oj.dk.
- Sidst Gnags spillede på Rytmescenen gik det fint. Men vi kan se, at de her store danske koryfæer står stærkt, og at der er mange mennesker, der gerne vil se dem. Så der har vi noget, vi skal arbejde med, siger Claus Visbye.