Skraldebiler på jagt efter mobilhuller på Djursland

02:24

Et nyt forsøg skal kortlægge mobildækningen i alle afkroge af Syddjurs og Norddjurs Kommuner

De ønsker bedre mobildækning på Djursland, og derfor sættes skraldebiler nu ind i kampen for at finde de områder, hvor det stadig halter. Bilerne bliver udstyret med mobiler fra forskellige teleselskaber, og så bliver det målt, hvem der har dækning i alle egne af Norddjurs og Syddjurs Kommuner.

- Vi hører jævnligt fra borgere og virksomheder, at det er et problem, der ikke er dækning i visse områder, fortæller chef for borgerservice, it og digitalisering i Syddjurs, Eva Due.

Læs også Mobilhuller kan blive et spørgsmål om liv og død

Og samme udfordringer hører de om i nabokommunen.

- Det er et stort problem med ingen dækning, for er jo næsten blevet en menneskeret at have mobildækning, mener chef for it og digitalisering i Norddjurs, Mads Kempel Sørensen.

Kommer ud til alle
Nu får 10 skraldebiler så monteret målere, der skal kortlægge mobilhuller, og der er en helt særlig grund til, at det netop er disse køretøjer.

- De kommer ud alle vegne og ud til alle husstande. I den her tid når de også ud til alle sommerhusene, forklarer Eva Due.

Læs også Favrskov: Her er der ringe mobildækning

Målet med initiativet er at finde de steder i kommunerne, hvor ingen eller kun meget få leverandører dækker. Efterfølgende vil man så gå i dialog med de resterende om at få skaffet bedre dækning til det pågældende område.

Projektet er lavet i samarbejde mellem kommunerne og flere mobilselskaber.

Du kan se mere til mobilskraldespandene i indslaget øverst på siden.