Skovby-drab: Offentliggør foto af BMW
Sydøstjyllands Politi offentliggør nu billeder af en bil, som man meget gerne vil vide mere om.
En 76-årig mand blev dræbt, da en bande på tre-fem røvere kort efter klokken to natten til torsdag overraskede et ældre ægtepar i deres hjem i Skovby ved Galten.
Ifølge obduktionsrapporten blev manden tævet til døde, mens hans kone slap uden fysiske mén.
Siden torsdag har politiet arbejdet intenst på at pågribe røverne, som ifølge den afdødes hustru talte et østeuropæisk sprog.
Mandag har Sydøstjyllands Politi så valgt at offentliggøre billeder af en sort BMW 525 Stationcar, der indregistreret på litauiske nummerplader: DHE902. Hvis nogen har den færdes i området mellem 22.30 og klokken to, bedes man kontakte politiet.
Desuden vil politiet gerne tale med en knallertkører. Han eller hun er set i området ved halv to tiden.
Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon: 76281448.
Se med i aften fra klokken 19.30, når TV 2 | ØSTJYLLAND bringer sidste nyt i jagten på gerningsmændene.