Skørt: Skilte formodes stjålne

Det er ikke med Silkeborg Kommunes gode vilje og mening, at Sejs-Svejbæk har mistet deres byzone-tavle

Foto: John Rothborg Mortensen

I Sejs-Svejbæk nær Silkeborg er borgerne bekymrede for, at der vil komme lidt rigeligt fart på, når bilister drøner igennem byen.

De byzone-skilte, der indikerer at hastighedsbegrænsningen ligger på 50 kilometer i timen er nemlig næsten alle forsvundet - hvilket leder bilisterne til at tro, at den tilladte hastighed er 80 kilometer i timen.

Se: Lovlig fart igennem lille by

Men det er ikke med Silkeborg Kommunes vidende, at skiltene er blevet fjernet, siger ingeniør i Vej og Trafik i kommunen, Jane Næsborg.

- Det er ikke kommunen, der har taget dem ned, og der er nye skilte på vej, siger hun til tv2oj.dk.

Byerne Sejs og Svejbæk er blevet slået sammen til Sejs-Svejbæk, og der er sandsynligvis tale om gement tyveri af skiltene, som snart skulle udskiftes til skilte med det nye navn.

- Vi er sikre på, at de er blevet stjålet. Det er fire ud af fem byskilte, der er væk. Men det er altså ikke noget at gøre sig til tyv for - sådan nogle skilte kan man jo bestille hos kommunen, siger Jane Næsborg.

Der er allerede bestilt nye skilte til at erstatte de stjålne, og de forventes at komme op i næste uge.

- Det er jo et problem, for det betyder rent faktisk, at man ikke kan dømme for fartforseelser, så det er bestemt ikke okay, siger Jane Næsborg om den lidt pudsige situation.