Skinnearbejde fortsætter ved Nørreport i det nye år
Arbejdet med Letbanen fortsætter i trafikeret kryds
Arbejdet med at lægge skinner i krydset ved Nørreport og Kystvejen fortsætter allerede fra tirsdag den 3. januar.
Her begynder den femte af i alt seks faser, når der skal lægges skinner i den midterste del af krydset med opskæring og opgravning af asfalten.
- Det er et trafikeret kryds, så vi vil advare om, at vi nu skal til at arbejde der igen, siger Jens Velling, kommunikationschef, Aarhus Letbane til tv2oj.dk.
Derefter fortsætter arbejdet med at lægge skinner i krydset. Den del af arbejdet er formentlig slut søndag den 22. januar.
Mens arbejdet udføres, inddrager Aarhus Letbane et område af krydset for at gøre plads til arbejdsareal og køretøjer.
Der bliver dog mulighed for at passere, da der etableres midlertidige kørebaner i alle retninger omkring arbejdsområdet midt i krydset.
Læs også
Og dermed bliver det business as usual i Aarhus midtby med forventede forsinkelser i myldretiderne.
Efter femte fase følger sjette og sidste fase, hvor skinnerne etableres i Nørreport-krydset. Herefter skal der etableres kørestrøm.
Den indre strækning af Letbanen åbner i maj 2017 fra Aarhus H til Lisbjerg. I efteråret 2017 åbner resten af strækningen mod Odder og Grenaa.
- Tidsplanen kører som den skal. Vi ser ikke flere trafikale udfordringer, end der har været indtil nu, siger Jens Velling.
Indtil nu er otte af de 26 letbanetogsæt ankommet. De står i den nye banegrav ved Ringgaden.