Skanderborg Festival er smuk, men kedelig

Næsten hver fjerde festivalgæst fandt musikken på årets Skanderborg Festival kedelig.

Skanderborg Festivalen har lavet en stor undersøgelse af, hvor tilfredse årets gæster har været med musikfestivalen.

Generelt synes gæsterne godt om festivallen, men når det gælder musikken, synes hver fjerde, at man kunne have valgt nogle lidt mere spændende navne.

- Det er selvfølgelig tankevækkende, at så mange fandt programmet uinteressant, og vi analyserer da også stadig på, hvad vi kan gøre bedre, siger festivalklubbens formand Kirsten Hansen til Horsens Folkeblad.

Hun understreger, at man ikke har råd til så store navne som for eksempel The Police, der har spillet på Vestereng ved Århus i år.