Silkeborg-komet: Vores relationer er rigtig gode

Unge Magnus Mattsson glæder sig over sammenspillet blandt spillerne fra Silkeborgs ungdomsafdeling

Silkeborg IFs Magnus Mattsson (t.v.) ses her i en duel med Hobros Vito Hammershøj-Mistrati. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

Silkeborg IF slog torsdag aften Hobro IK med 2-0 på hjemmebane i nedrykningsspillet i Alka Superligaen. 

Til kampen havde Peter Sørensen valgt at stille med seks spillere fra Silkeborgs egen ungdomsafdeling, og en af disse spillere var 19-årige Magnus Mattsson. 

Han udmærkede sig med en assist, og Silkeborg-drengen var da også godt tilfreds med kampens forløb.

Læs også Silkeborg IF slår umotiveret Hobro-hold på hjemmebane

- Der var virkelig mange spillere af egen avl. Vores relationer er meget gode, især nu hvor Gustav Dahl er tilbage igen, og vi har Tobias Salquist, Jeppe Gertsen, Jens Martin Gammelby og mig, siger Magnus Mattsson.

Netop disse relationer er da også noget, der glædede Magnus Mattsson.

- Det er jo rigtig mange af dem, som jeg har spillet med i ungdomsårene, og som jeg bare klikker rigtig godt med ude på banen. Jeg synes også, at vi til sidst viste, at vi kunne spille rigtigt flot fodbold, siger Mattsson.

Har spillet sammen i lang tid

Jens Martin Gammelby er også fra klubbens ungdomsafdeling, og han indtog sin sædvanlige plads på højre back. 

- Mange af os har spillet sammen i lang tid. Det giver helt klart noget, at man kender hinanden godt, og så er det selvfølgelig en cadeau til klubben for god udvikling. 

- Det vidner om et godt talentarbejde, siger Jens Martin Gammelby. 

Træner Peter Sørensen glædede sig også over de unge Silkeborg-spillere, men erkendte samtidigt, at det ikke er det vigtigste for klubben, der i øjeblikket har øjnene rettet mod de kommende playoffkampe om at undgå nedrykning.

- Vi skal blive sikre på, hvem der kan, når det gælder. Det er fuldstændigt uafhængigt af, hvor gamle de er, og hvor de har deres ophav.

- Vi er glade for at kunne stille et hold med så mange egne spillere, men det har slet ikke førsteprioritet i øjeblikket, siger Peter Sørensen. 

SILKEBORG IF – HOBRO IK 2-0 (0-0)

1-0 Vladimir Rodic (50.)
2-0 Jens Martin Gammelby (61.)

Tilskuere: 1.762
53:44

VIDEO: Silkeborg IF's Jens Martin Gammelby var tirsdag gæst i Fodbold med Horup. Se udsendelsen her.

Luk video