Samsø kræver overenskomst

Samsø Kommune vil fremover kun hyre entreprenører, der følger de danske overenskomster.

Følg overenskomsten, ellers er det ud af vagten. Sådan er betingelserne fremover for entreprenører, der vil arbejde for Samsø Kommune, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Kommunalbestyrelsen har på opfordring fra 3F besluttet at indføre en klausul om, at danske overenskomster skal følges ved licitationer, hvor kommunen er involveret. Det gælder også underentreprenører.

Forslaget sikrer ifølge 3F, at lokale entreprenører og håndværkere ikke underbydes af arbejdsgivere med billig udenlandsk arbejdskraft, men tværtimod er sikret fair konkurrencevilkår.

- Der er blandt andet et kloakeringsprojekt på øen til 100 millioner kroner på trapperne, og man kunne godt forestille sig, at der kom entreprenører med billig udenlandsk arbejdskraft på banen. Men nu er øen på forkant, siger formand for 3F Samsø, Hans Schmidt, til nyhedsbrevet.