Rygeloven fører til få anmeldelser
Siden rygeloven blev indført d. 1. januar 2008, har Arbejdstilsynet i midt-, vest- og nordjylland kun anmeldt 15 virksomheder til politiet.
TV 2 | ØSTJYLLAND kunne d. 12. september dokumentere adskillige brud på rygeloven i Randers. Dengang udtalte Arbejdstilsynet at byen kunne forvente kontrolbesøg inde for kort tid og det skete så d. 23. september.
I alt besøgte Arbejdstilsynet 22 værtshuse og cafeer, og tilsynet udstedte syv såkaldte strakspåbud. Det betyder, at virksomheden får en advarsel og påbud om at bringe forholdene i orden. Kun en virksomhed blev anmeldt til politiet, og det var fordi virksomheden tidligere har modtaget et strakspåbud.
I alt har Arbejdstilsynet i midt-, vest- og nordjylland kun anmeldt 15 virksomheder til politiet siden rygeloven blev indført d. 1. januar 2008.
- Jeg er tilfreds med det vi gør, ud fra de ressourcer vi har . Vi bruger rent faktisk krudt på det her. Men det er i sidste ende en prioritering om, hvor meget krudt skal man bruge på det, fortæller Jens Klug Albertsen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet har på landsplan besøgt 58.000 virksomheder fra 1. januar 2008 til 1. april 2009. De besøg omfatter alle typer virksomheder og har i perioden medført 861 strakspåbud.
Kun ni virksomheder har på landsplan fået en bøde på 2000 kr. siden rygeloven blev indført.