Rockere må igen bruge østjyske klubhuse

Konflikt mellem rockergrupperne Satudarah og Bandidos er kølnet så meget, at forbud mod ophold i huse ophæves

Bandidos' klubhus på Havrevej i Randers er nu igen åbent.

Flere steder i landet har politiet ophævet forbuddet mod ophold i rockerklubhuse.

Det betyder, at rockergruppen Bandidos igen må bruge sine klubhuse på Havrevej i Randers og på Vejlevej i Horsens.

Vi holder fortsat øje med situationen og rockermiljøet, og vi er klar til at lukke klubhuset igen, hvis det bliver nødvendigt.

René Raffo, Østjyllands Politi

De to steder har været lukket på grund af en konflikt mellem grupperingerne Satudarah og Bandidos. Forbuddet trådte i kraft 10. november og er siden blevet forlænget flere gange.

Nu er konflikten kølnet så meget, at der ifølge politiet ikke længere er grundlag for at kræve klubhusene lukket.

Læs også Efter brand hos Bandidos: Politiet lukker jyske rockerklubhuse

Konflikten er ikke slut, men risikoen for angreb på klubhuse er ikke længere stor, vurderer politiet.

- Men vi holder fortsat øje med situationen og rockermiljøet, og vi er klar til at lukke klubhuset igen, hvis det bliver nødvendigt, siger politiinspektør René Raffo, Østjyllands Politi, i en pressemeddelelse om situationen i Randers.

01:13

René Raffo uddyber her, hvorfor politiet i første omgang valgte at lukke klubhuset i Randers.

Luk video

Også i Aalborg har politiet valgt at genåbne Bandidos-klubhuset på Thomas Olesen Løkkens Vej i Skalborg i den sydlige del af byen.

Politiet vurderer nu, at den konkrete risiko for angreb på klubhuset er lav, og at der ikke er fare for de omkringboende.

Læs også Rockerklubhuse fortsat lukket: Kan blive mål for rockerkrig

Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, Nordjyllands Politi, oplyser, at politiet fortsat holder ekstra godt øje med området omkring klubhuset i Skalborg og fastholder sin øgede patruljering.

- Vi vurderer trusselsbilledet meget nøje for at sikre borgernes tryghed i området, siger han i en pressemeddelelse.