Reserve-keeper færdig i AGF
Den århusianske SAS Liga-klub vil ikke forlænge aftalen med Morten Hyldgaard, der har vogtet målet flere gange i oktober.
AGF's målmandsreserve Morten Hyldgaard er færdig i klubben.
Hyldgaards kontrakt med århusianerne udløber ved årsskiftet og bliver ikke forlænget.
- Ud fra en sportslig prioritering har vi valgt ikke at forlænge aftalen med Morten. Jeg vil gerne takke Morten for den tid, han har været i klubben. Han har udført et professionelt stykke arbejde på og uden for banen og været et stort aktiv i truppen. Han er en super fyr, og jeg håber, at han kan finde en klub, hvor han kommer til at spille førsteholdsfodbold. AGF vil helt sikkert give ham de bedste anbefalinger med på vejen, siger klubbens sportschef Brian Steen
Nielsen.
Morten Hyldgaard kom til AGF i begyndelsen af 2006.