Regeringens stresspanel vil lukke Forældreintra

For at mindske stress bør det meget omtalte internetforum for forældre til skolebørn Forældreintra lukkes.

Forældreintra bør fjernes, hvis det står til regeringens stresspanel. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen - Ritzau Scanpix

Regeringens stresspanel foreslår, at det meget omtale forum Forældreintra bliver lukket. Forældreintra er en digital platform, hvor skole og forældre kan kommunikere. Også forældre kan kommunikere med hinanden via platformen.

Det skriver Politiken.

- Problemet er, at Forældreintra i dag stresser både forældre, lærere og elever, fordi det er præget af meddelelsesforurening.

Læs også Undersøgelse: Forældre bør ikke bekymre sig om børns tid foran computeren

- Vi anbefaler derfor at lukke Forældreintra og aflyse Aula, som er den kommende erstatning af Forældreintra, siger Anette Prehn, formand for stresspanelet, til Politiken.

Stresspanelet blev nedsat af regeringen sidste sommer og består af 11 eksperter. Panelet blev nedsat for at finde løsninger på problemet med, at flere og flere danskere oplever stress.

Vi anbefaler derfor at lukke Forældreintra og aflyse Aula, som er den kommende erstatning af Forældreintra.

Anette Prehn, formand, stresspanelet

Panelet skal komme med 12 forslag, og et af dem er altså at begrænse kommunikationen mellem skole og forældre.

Ifølge Politiken foreslår panelet, at man vender tilbage til kontaktbogen, alternativt at forældre maksimalt skal tjekke Forældreintra to gange om ugen, og at der kun er to forældrearrangementer om året.

Læs også Mølleskole-forældre har ikke tillid til kommunen: Vi åbner en friskole

- Jeg har levet i en alder, hvor al kommunikationen foregik på skrift, og det foregik udmærket. Vi stod ikke med et stort udækket behov.

- Og så er jeg helt sikker på, at man vil finde nogle løsninger på, hvordan vi også kan kommunikere digitalt, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen til Politiken om forslaget.

Læs også Folkeskoleelever strejker fra undervisningen for klimaet

Foreningen Skole og Forældre mener, at der vil være behov for digital kommunikation også i fremtiden.

- Skolebestyrelsen skal sammen med ledelsen tage ansvar for, hvad der er god praksis for kommunikationen på netop deres skole, siger formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg til Politiken.

Skolebestyrelsen skal sammen med ledelsen tage ansvar for, hvad der er god praksis for kommunikationen på netop deres skole.

Rasmus Edelberg, formand, Skole og Forældre

Politiken har talt med Line Rønn Shakoor, forælder og bruger af Forældreintra. Hun nikker genkendende til, at Forældreintra kan overvælde brugerne med informationer af varierende relevans.

Læs også Elever fra 30 skoler fik stjålet udstyr for to millioner

- For eksempel kan jeg huske en julefrokost, der skulle arrangeres, hvor alle skulle forklare, hvad de havde tænkt sig at tage med på madbordet, og hvor alle valgte at trykke ’Reply all’, og så kørte det ellers løs med leverpostej, siger hun til Politiken.