Rapporten er færdig: Derfor kollapsede tag på idrætshal

Flere fejl i tagkonstruktionen var årsag til, at dele af taget på Rønbæk Idrætscenter styrtede sammen, lyder det i ny rapport

01:10

Ifølge en ny rapport var flere mangler ved tagkonstruktionen årsagen til, at dele af taget på Rønbæk Idrætscenter i Hinnerup kollapsede tidligere på måneden. Nu skal andre idrætshaller i kommunen gennemgås for eventuelle fejl.

Gennem de seneste uger har ingeniørfirmaet ALECTIA A/S på foranledning af Favrskov Kommune arbejdet på at klarlægge hvorfor, at dele at taget pludselig styrtede sammen natten mellem den 5. og 6. november. Ingen personer kom til skade ved sammenstyrtningen.

Ingeniørfirmaet er nu færdigt med det arbejde, og undersøgelserne peger på, at tre mangler ved tagkonstruktionen er årsagen til kollapset.

Læs også Tagkollaps i Hinnerup: Bygningen er stadig ustabil

Ifølge rapporten om årsagerne, som Favrskov Kommune onsdag har frem lagt frem, startede problemerne med, at afløbet fra taget var tilstoppet. Derfor lå flere tons vand og trykkede på taget.

- Så peger rapporten også på, at de stålrammer, der er kollapset, ikke er udført på den måde, som beregningerne har forudsat, at de skulle være, siger Michael Ertmann, afdelingsleder i Ejendomscenteret i Favrskov Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han forklarer, at der også var monteret en hejsefoldevæg på et af spærene, og hejsefoldevæggens vægt formentlig ikke var med i beregningerne. Derfor er det ifølge rapporten sandsynligt, at den ekstra vægt har været med til at gøre, at kollapset netop er sket i det spær, hvor hejsefoldevæggen hang. 

00:31

VIDEO: Se billeder af ødelæggelserne i Rønbækhallen optaget den 6. november.

Luk video

Favrskov Kommune skal nu finde ud af hvilke retslige skridt, der skal tages.

- Pilen peger mod, at der er sket forskellige svigt i byggeriet, så nu skal vi have undersøgt, hvordan vi kommer videre med det juridisk, siger Michael Ertmann.

Favrskov Kommune vil nu sørge for, at kommunens andre haller gennemgås.

Læs også Årsag til halkollaps findes måske i projektmateriale

- Med hensyn til vores andre haller, der er bygget op på samme måde som denne, uanset hvem der har bygget dem, skal vi nu gennemgå dem for at se, om de samme fejl kan være indbygget i dem, siger Michael Ertmann.

Silkeborgfirmaet DK Totalbyg, der stod for opførelsen af hallen, ønskede i dag ikke at udtale sig. I stedet henviser firmaet til sin advokat, som TV 2 | ØSTJYLLAND imidlertid ikke har kunnet træffe i dag.

I videoen øverst i artiklen kan du se interviewet med Michael Ertmann.

01:24

VIDEO: Her løftes nedstyrtet tag væk fra idrætshal

Luk video