Randers FC tabte træningskamp

Kronjyderne er i fuld gang med forberedelserne til forårssæsonen. Onsdag mødte Randers FC russiske FK Amkar.

Russiske hold er sjældent noget, som danske hold har det godt med. Oftest er de sportsligt stærke, og økonomisk er de ikke specielt attraktive at spille imod.

Heldigvis for Randers FC var det kun en træningskamp, da man onsdag mødte det stærke russiske hold fra FK Amkar. Randers stillede i næsten stærkeste opstilling, og man spillede i store perioder af kampen ganske lige op med russerne.

Men 20 minutter før tid scorede FK Amkar, da Randers FC's forsvar ikke fik bolden ordentligt væk efter et hjørnespark.

Alt i alt har det dog været en fornuftig start på kronjydernes træningstur til Tyrkiet.

Lørdag den 14. februar, dagen før hjemrejsen, spiller Randers FC mod Dinamo Bukarest, der lige nu ligger nummer et i den bedste rumænske række. Den kamp spilles i Anatalya klokken 17.00, hvilket svarer til klokken 16.00 dansk tid.