Randers får en ny forstad
Byen vokser - landsby opsluges
De ældste randrusianere kan muligvis huske, da landsbyer som Hornbæk, Paderup og Helsted voksede sammen med Randers og dermed blev forstæder.
Nu er turen så kommet til Tjærby, der ligger cirka fire kilometer øst for byens centrum.
En ny lokalplan åbner op for, at der kan opføres 99 boliger i området umiddelbart nord for Tjærby. Når boligerne er bygget, vil Tjærby være vokset sammen med Dronningborg og dermed også Randers.
- Lokalplanen giver mulighed for at opføre ny bebyggelse med en blanding af åben-lav boliger (parcelhuse), tæt-lav boliger i form af gårdhavehuse, rækkehuse el.lign., samt bebyggelse i 2 etager med etageboliger, i alt ca. 99 boliger, heraf flest parcelhuse, hedder det i den nye lokalplan.
Ifølge Randers Kommune er der mulighed for, at den kommende udstykning på sigt udvides yderligere. Disse udvidelser er dog endnu ikke besluttet.