Propfyldt på aarhusiansk bar: - Det er dansk basketball-historie

Normalt trækker fodboldlandsholdet flest seere, men tirsdag aften var basketballen i fokus i Aarhus

02:53

Nicklas Seeberg var en af de mange fans på Tir Na Nog tirsdag aften. Foto: Kim Haugaard - Ritzau Scanpix.

Når det danske fodboldlandshold spiller, sidder folk ofte kimet til skærmen, mens gaderne ligger øde hen. Men tirsdag aften var det ikke fodbolden, der tog opmærksomheden på den aarhusianske bar Tir Na Nog. 

Det er dansk basketball historie. Det er derfor, der er så mange her, der bakker op om det. Det er stort. 

Nicklas Seeberg, basketball-fan

Den aarhusianske klub Bakken Bears har nemlig spillet sig i kvartfinalen ved FIBA Europe Cup, som er en større europæisk basketballturnering. På hjemmebane vandt Bakken Bears over franske Le Portel og tirsdag aften gjaldt det kvartfinalens returkamp i Frankrig. 

Og selv om kampen altså blev spillet på samme tid, som fodboldlandsholdets træningskamp mod Chile, var der stor opbakning til det jyske basketdrenge på Tir Na Nog i Aarhus. 

Læs også Frivillige knokler i succesfuld basketball-klub

Faktisk var der langt flere af barens gæster, der så basketball end fodbold. 

- Det er dansk basketball-historie. Det er derfor, der er så mange her, der bakker op om det. Det er stort, siger Nicklas Seeberg, der var en af de mange besøgende på baren tirsdag aften. 

- Vi var inde at se hjemmekampen i Aarhus, og nu er vi her for at bakke op i aften, hvor det bliver afgjort, siger han.

Læs også Kampagne skal få flere Natteravne i Aarhus

Det er ikke kun Nicklas Seeberg, der er begejstret for Bakken Bears præstationer i FIBA Europe Cup. 

- Det er den største præstation af et dansk basketballhold nogensinde, siger basketballeksperten Thomas Bilde til Ritzau. 

Der var dog også enkelte, der hellere ville se på Christian Eriksen og co. 

- Bakken Bears lyder fedt, men jeg er ikke den store basketfan. Fodbold er mere min ting, siger Matvei Andersen, der var en af de få fodboldtilskuere på baren. 

Voksende medlemstal i basketforbundet

Det er ikke kun på det professionelle plan, at det går godt med basketballen i Danmark.

Siden 2013 er antallet af medlemmer i Danmarks Basketball Forbund steget stødt, og tal fra Danmarks Idrætsforbund viser, at der i 2016 var 12886 medlemmer fordelt på 118 foreninger. Det er det højeste antal medlemmer siden år 2000. 

Bakken Bears tabte kampen med 80-86, men på grund af resultatet i første kamp er aarhusianerne videre til semifinalen. 

Medlemmer af Danmarks Basketball Forbund 

2012: 11.214 medlemmer
2013: 10.806 medlemmer
2014: 11.263 medlemmer
2015: 11.428 medlemmer
2016: 12.886 medlemmer

Kilde: Danmarks Idrætsforbund