Postbude angribes af hunde

Østjyske postbude bliver oftere og oftere overfaldet af hunde, når de deler post ud.

De østjyske hunde har stadig smag for postbude. Flere kampagner har ellers skullet nedbringe antalet af hunde, der overfalder postbude, men i stedet er tallet gået op.

For to år siden satte hunde tænderne i 29 østjyske postbude. Sidste år var tallet steget til 36, og i de første syv måneder af i år er 30 postbude i Østjylland allerede blevet bidt af løse hunde, fortæller Østjyllands Radio i dag.

Post Danmark gør ved hjælp af kampagner postbuddene opmærksomme på, at det er helt i orden ikke at aflevere posten, når de bliver mødt af en bidsk hund. Men ikke alle viger tilbage for de bidske hunde.