Politiet efterlyser 491 sommerdæk

Sommerdæk for en kvart million kr. er stjålet i Tilst. Trailer fundet ved Silkeborg.

Hvis du i de senere dage har fået tilbudt billige sommerdæk af kendte mærker til din bil, er det måske hælervarer.

I hvert fald efterlyser Østjyllands Politi 491 sommerdæk af mærkerne Goodyear, Fulda og Dunlop, der blev stjålet natten til fredag i sidste uge i Tilst ved Århus.

Dækkene har en samlet værdi på cirka en kvart million kroner, oplyser politiet.

Bildækkene lå i en stor trailer, der er blevet fundet på en rasteplads ved Pårup i Silkeborg. Men da var den tømt for indhold.

Folk kan henvende sig til Østjyllands Politi med oplysninger om de forsvundne dæk.