Politi: Kør forsigtigt, der er meget vand på vejene
Der er faldet meget regn i løbet af natten, og derfor skal bilister være forsigtige, når de kører her til morgen
I løbet af natten og her til morgen er der faldet meget regn i Østjylland. En bilist er endt i grøften.
- Vi har kendskab til en, der snurrede rundt og endte i grøften på grund af akvaplaning. Der skete ingen personskade, men han skulle hjælpes op, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi Stig Heidemann.
Manden kørte galt på motorvejen i sydgående retning ved Aarhus Nord.
Læs også
Akvaplaning er, når der er så meget vand på kørebanen, at vandet ikke kan presses væk af bilens dæk.
Man skal derfor køre forsigtigt, når man begiver sig afsted.
- Der er meget vand på vejene, og man skal være ekstra opmærksom, siger Stig Heidemann.
Læs også
Heldigvis er der ifølge Østjyllands Politi ikke sket nogen personskader endnu, og det vil de også helst gerne undgå – derfor opfordringen om forsigtig kørsel.
I følge DMI er der faldet mellem 50-60 mm. regn i området syd for Aarhus. Det skriver de på Twitter.